30.12.09

Der strikkes...

Juleferie betyder mere strikketid, og lige nu er jeg på vej til at strikke en udgave af Marianne Isagers "Viften" som gave. Jeg skal bare være helt sikker på farven - har pt. to strikkeprøver i en tråd blålig lyngfarvet alpaca fra Garn.dk og en tråd Supersoft, hhv. i en gråviolet og en meget mørk blåviolet. Jeg tror selv mest på den lyseste, men modtageren skal have lov at bestemme...
Så har jeg også gang i strikningen for at få fyldt min sokke-skuffe op igen - har gjort tre par sort/gråmelerede sokker i Føtex' tynde Bumbo-strømpegarn med aloe vera færdige og er i gang med to par lilla/gråmelerede i samme garn. Det er et lækkert garn, så må slidstyrken komme an på en prøve :-)
Det er også blevet til to trekantede tørklæder i glatstrik i Hjertegarns Kunstgarn og noget, der ligner - hhv. en farverig gul/rød/lilla udgave og en grøn-turkis. De er hurtige at strikke - start med tre masker, strik glatstrik og tag en maske ud i starten af alle retsidepinde, indtil halvdelen af garnet er brugt. Så tages der ind i starten af retsidepindene, til maskerne er brugt, og 100 gram er en passende mængde til et tørklæde i brugbar størrelse.
Ellers er jeg i gang med at udrydde nogle af de igangværende projekter. Blandt andet er "Regndråber" nr. 2 omsider blevet klar og mangler kun en vask, før den kan tages i brug.

Endnu en lækker gave!

Som jeg havde gættet på, var det en garngave fra Nettie, der ventede mig på posthuset 28. december. Et herligt nøgle Zauberball, som jeg længe har haft lyst til at forsøge mig med - og en lækker pose te med røde "julehjerter".
Tak for gaven!

24.12.09

Glædelig jul!

Jeg har ikke været særlig flittig til at skrive på bloggen det seneste år - det lover jeg heller ikke, at jeg vil blive i 2010, men jeg vil forsøge at komme forbi lidt oftere ;-)
Foreløbig en rigtigt glædelig jul med et billede af firma-julegaven, som jeg slæbte hjem i går - en monstrøs kurv med traditionelle jule-lækkerier!

Uhmm - bløde pakker!

Med fødselsdag lige før jul har man lov at åbne gaverne "i utide". Og de bløde pakker er noget af det rigtigt lækre - særligt når de er udvalgt af andre håndarbejdskyndige i en Webstrik-fødselsdagsgruppe :-)
Igen i år har gruppemedlemmerne været opfindsomme og sørget for, at mine strikkepinde ikke behøver være tomme julen over.
Gaven fra Lene Sophie gemte et lækkert bundt håndspundet silkegarn, som helt sikkert skal blive til et tørklæde. Der var også en hæklenål i langt bedre udformning end de gamle og slidte udgaver, jeg ellers har. Og så en plade fristende chokolade :-)

Annette havde vist opdaget, at jeg ikke helt har styr på "værktøjet" til håndarbejde, så fra hende var der en opbevaringsmappe, der lige passer til hæklenåle - og den første af slagsen var allerede på plads. Der var også chokolade og et par nøgler af et lækkert farveskiftende Drops-garn.
Kortet fra Rikke med en række sokker inspirerer til, hvad de kønne farver i strømpegarn skal bruges til. Eller måske bliver det i stedet mønsterstrikkede vanter eller handsker, så farverne kan sprede lidt vinter-humør, når jeg snupper cyklen.
Endnu en Webstrik-gave venter på posthuset - så jeg må holde spændingen ud indtil 28. december, når der er åbent igen.

Tusind tak for gaverne! Det er fantastisk at få så lækre hilsener fra nogen, man aldrig har mødt, men har et fiberrigt interessefællesskab med :-)