31.12.08

Godt nytår!

Til alle, der måtte komme forbi bloggen...

GODT NYTÅR

- og god strikkelyst i 2009!

Bestillingsarbejde

Min svigerinde kan godt lide håndarbejde, men er ikke selv så god til at få noget gjort færdigt. Det var sådan et projekt af sort, tynd mohair, jeg overtog for længe siden - en næsten hellang trøje, som var strikket ca. en tredjedel færdig og vist aldrig ville blive brugt, hvis den blev strikket helt færdig.
Svigerinden ville gerne have noget af garnet, men vidste ikke hvad. Nu er det så ved at blive kombineret med sort Lucca fra www.garn.dk (hvor jeg også fandt bogen med opskriften til blot 100 kr.) og forvandlet til en "Plisse" fra bogen "Feminin strik" af Lene Holme Samsøe. Faktisk mangler jeg kun noget af halskanten, forkanter og montering, før jeg kan poste trøjen.
Endnu et projekt vil nok tage lidt længere tid - ikke fordi det er besværligt (hækling er ofte hurtigere end strikning), men fordi jeg ikke har nogen opskrift, tegning eller model-foto.
Det er igen et "bestillingsprojekt" fra svigerinden - hun kom med en kraftig hentydning til en købe-vest, hun havde set, men ikke ville investere så mange penge i.
Med lidt besvær fandt jeg vesten i en butik og kiggede lidt på den, før jeg gik hjem og fandt noget Netto-tilbuds-silkegarn frem.
Jeg er gået i gang med at hækle cirkler, som hækles sammen med luftmaskebuer. Men jeg ved endnu ikke helt, hvordan jeg får den rette facon på vesten. Jeg må nok finde et symønster og tilpasse den efter det.
Til mig selv er der også "et par" projekter i gang. Mere om dem, når de er kommet lidt længere...

Begavet

Med fødselsdag blot to dage før juleaften er det med gaver af og til vanskeligt for postvæsenet og andre at holde styr på.
Men to af webstrik-fødselsdagsgruppens medlemmer har "begavet" mig med garn til kommende projekter, og der skulle vist være mere på vej :-)
TAK til Rikke for lækker Alpaca, som måske bliver til et vinter-halstørklæde - og TAK til Lene Sophie for tynd hør, som nok skal forvandles til et sommersjal eller lign.

Strikket - men ikke blogget...

Jeg har fået meget lidt på bloggen i efteråret... når mit arbejde går ud på at skrive og fotografere, bruger jeg i perioder hellere tiden på noget andet, når jeg har fri.
Til gengæld er det blevet til en del strikkeri - også noget, der er gjort færdigt :-)

Arwen har fået den sidste fletmaske strikket, er blevet monteret, har fået lynlås - og er kommet i brug. Den er strikket i silke-uld, men hvis jeg skulle lave én mere, ville jeg nok vælge et uldgarn, som der er lidt mere hold i. Silkeulden giver et lidt "slattent" indtryk, selv om fletkanterne holder godt på modellen.
Der er strikket endnu en Japansk Rib efter Isager-model. Denne gang i et tilbuds-uldgarn fra garn.dk.
Japansk rib har en passende mængde afveksling i strikningen, så den ikke bliver (alt for) kedelig at strikke. Og det er en god model til hverdagsbrug over en t-shirt og et par cowboybukser.


Og så er det blevet til den første model fra Anette Danielsens voksenbog "Strik Naturligvis" - Hvirvelstrøm. Jeg så bl.a. denne model live, da Anette Danielsen i november var gæst i strikkecafeen i Det Bruunske Pakhus i Fredericia. Garnet var i forvejen på lager - købt hos Marianne Svit til et ikke på forhånd defineret projekt. Så jeg gik i gang, men det er langtfra det mest spændende strikkeprojekt, jeg har været i gang med. Der er nærmest uendelige mængder ribstrik, hvor den eneste variation er venderækkerne i de kiler, som skaber faconen på den lange kropsdel til jakken.
Til gengæld skal den nok blive brugt i den færdige udgave. Det er en sjov model at have på!