22.1.13

Sprutter for en god sag

Josefine har sat gang i en indsamling af hæklede blæksprutter til for tidligt fødte børn på Skejby Sygehus. Det er en rigtigt god ide, og jeg har brugt nogle af mine bomulds-garnrester til at hækle otte blæksprutter de seneste dage som mit bidrag til initiativet.
Vil du være med, kan du læse mere på Josefines blog.
Jeg glemte at fotografere mine blæksprutter, inden jeg sendte dem, så jeg har lånt billedet hos Josefine.

9.1.13

Isager for viderekomne

Den nye Marianne Isager-bog Strik a la carte II har mange fristende modeller.
Jeg er begyndt med en af de lidt vanskelige - Domino med fremhævede masker.
Den er sjov at strikke, og for- og bagstykket nærmer sig færdiggørelse. Så venter ærmerne, der skal strikkes i et hurtigere mønster end den avancerede dominostrik.
Jeg strikker i et "hjemmeblandet" garn - en tråd blækblå uld og silke fra www.garnudsalg.dk og en tråd meget tynd koksgrå alpaca fra www.garn.dk, som oprindeligt var købt til sjalsstrik. Strikkefastheden passer, og kvaliteten bliver lækker i det færdige strik!

Gave i fristende farver

Den sidste webstrik-fødselsdagsgave kom lige efter nytår, og den rummede et nøgle Kaunigarn i herlige farver - grøn/turkis/lilla.
Det svarer præcis til noget, jeg købte for nogen tid siden, men kom i tvivl om, hvorvidt jeg havde nok af. Nu er jeg sikker på, at jeg kan gå i gang med et strikkeprojekt i dén farve. Og dertil kom så nogle spændende breve te, der skal drikkes på en god strikkedag :-)