22.1.22

Så forsvandt der lidt fra garnlageret

Lidt projekter er gjort færdige (men der er flere halvfærdige...)

En grøn sweater i meget gammelt uldgarn fra lageret. Strikket i tre tråde af det tynde garn, så den er godt varm til udendørs aktiviteter.

To par børnesokker af restnøgler. De kommer i gavekassen.

En restekarklud af ukurant bomuldsgarn.

12 englesprutter til for tidligt fødte, der ikke overlever.

20 sprutter til for tidligt fødte.


Og fem coronaer til brug som gaver.

Garnforbrug:

Englesprutter 140 gram

Sprutter 356 gram

Sokker 94 gram

Karklud 58 gram

Coronaer 144 gram

Sweater 470 gram






 

8.1.22

Sprutteflok

Der kom en efterlysning af englesprutter til for tidligt fødte, der ikke klarer sig.

Og så måtte jeg jo i gang med hæklenålen. Der skal nu nok laves lidt flere, før jeg sender dem ud i verden, og det er også sjovt at lave almindelige sprutter i glade farver ind imellem.

Garnforbrug:

Ialt 510 gram



2.1.22

Årets første færdige projekter

Indrømmet - der var et par ting, der var klar inden nytår. Men jeg har ikke vist dem her, og så tæller de med i 2022.

Trøjen bliver en favorit - blå Manos de Uruguay i merino med rosa, grønne og pink farvestænk, strikket sammen med en blå silkemohair i den ofte brugte model Ingen Dikkedarer. 
Første bundt af merinoen blev egentlig købt til et tørklæde, men opgivet igen. Så købte jeg to bundter mere, men først da jeg så en kombination med silkemohair, faldt ideen på plads.

Et gråt tørklæde i silkemohair er også afsluttet - modellen Sky fra Önling. Det er lidt for stort, men brugbart.

Så er et tyndt tørklæde i dyr silkemohair fra Tøndering Strik møjsommeligt trevlet op og strikket om. Det var glatstrikket, men alt for langt. Nu er garnet i stedet rundstrikket og et mere passende forhold mellem længde og bredde.

Det ret lille blå sjal var et impulskøb af plantefarvet garn sammrn med opskriften. Det skal nok blive brugt i vinterkulden.

Og så er der hæklet fire coronaer. Den lille er til mig selv, mens jeg tænker, at mine nevøer skal have de tre andre.

Derudover havde jeg glemt en brun Ingen Dikkedarer-bluse i silkegarn fra efteråret.

Garnforbrug:
Trøje 322 gram (ca. 2,5 bdt. merino og knapt 5 ngl. silkemohair)
Coronaer ialt 180 gram
Gråt sjal 96 gram
Plantefarvet sjal 122 gram
Isagertørklæde 98 gram
Brun bluse 280 gram