23.12.12

Gaver med strikkeglæde

Med fødselsdag to dage før jul bliver gaverne nogle gange slået sammen til én. Derfor er det ekstra hyggeligt at være med i en af Webstrikkernes fødselsdagsgrupper - postbudet bringer altid spændende gaver til strikkepindene :-)
I år er ingen undtagelse - jeg har både fået lækre garngaver, te og julegodter fra tre webstrikkere og foreløbigt en fødselsdagshilsen fra nummer fire i gruppen.

 
Jeg har forresten også købt et par "gaver" til mig selv - Marianne Isagers nye "Strik a la carte II" og hæftet "Råt og godt" med en håndfuld opskrifter til Isagers tweedgarn.
Jeg er allerede gået i gang med lidt fra bøgerne, men holder mig foreløbigt til at strikke fra mit eget garnlager. Der er nok til et godt stykke tid endnu, selv om jeg fra februar får "foræret" et par timers strikkemulighed dagligt, når jeg skal begynde på et nyt job i Esbjerg.

Tykke gavesokker

I vores spejderhus har vi en stor kasse med indesokker, så vi slipper for snavset fodtøj overalt. Nogle af sokkerne er ekstra tykke, og dem har nogle af lederne haft et godt øje til - og ind imellem snuppet med hjem.
Derfor kom jeg til at love en af lederne et par sokker af samme type, og efter lidt strikkeprøver fandt jeg frem til, at 4 tråde strømpegarn og 36 masker ville passe. Sokkerne blev hurtigt færdige og afleveret, men det affødte ønske fra den næste om også at få sådan nogen. Så nu er det foreløbigt blevet til 2 par mere - de røde og grønne på billedet.
De er strikket af strømpegarn fra lageret, og fordelen ved at bruge 4 tråde sammen er, at jeg kan "skjule" noget garn, hvor jeg ikke er så begejstret for farven. Det blander sig med de øvrige nuancer, især hvis garnerne holdes tone-i-tone.
Nåh ja, så er der jo også den fordel, at det giver et godt indhug i garnlageret. Et par sokker i herrestørrelse vejer næsten 150 gram.

8.12.12

Der er altid sokker på pindene

Sokkestrik er nemt at tage med, når jeg skal med tog eller bus, til et møde eller på besøg hos nogen. Så der er altid mindst ét sokke-strikketøj på pindene, selv om det nogle gange kan tage tid at få sokkerne færdige.
I løbet af året har jeg været med i Webstrikkernes fælles-sokkeprojekt, hvor målet har været et par sokker pr. måned. Nogle måneder har jeg ikke nået noget, mens det i andre måneder er blevet til flere par. Og nogle af sokkerne er blevet til eget brug, mens andre er foræret væk til venner og bekendte eller til gode formål som Projekt Hyggesokker.
Her er en lille kavalkade over årets produktion. Jeg har været mest flittig i sidste halvdel af året, hvor der har været god tid til at strikke, da jeg pt. er uden arbejde.

 
 






 

Selv om Webstrikkernes udfordring slutter til nytår, kommer der stadig sokker på mine strikkepinde. Typisk griber jeg et nøgle garn eller to, strikker sokkerne og overvejer så, om de skal være til eget brug eller foræres væk. Derfor er de fleste af de sokker, jeg strikker, også cirka i str. 38-40 :-)
Men måske skulle jeg satse på at strikke nogle herresokker også, fx til Facebook-projektet Varme 15x15 med strik til hjemløse.