31.12.06

Godt nytår!

På årets sidste dag må man gerne drømme sig tilbage til sommervarmen. Og da jeg var på Hammershus en aften i juli, var der næsten lige så flot lyshav, som havde det været nytårsaften. Der var sat kunstnerisk lys på hele borgen, og et billede derfra må være passende på årets sidste dag.

Godt nytår til dem, der læser med!

Farveforsøg og genbrugsfund

Så har jeg lavet de første forsøg på garnfarvning - og det kan vist endda bruges! Farverne er købt hos Markno og lette at bruge - pulveret skal bare røres op med eddike og kogende vand inden brugen, og farverne fikseres ved kogning i rent vand.

De første farveprøver var garn, som jeg vidste, jeg kunne farve om igen, hvis det ikke lykkedes - enkeltbundter, så jeg ikke var afhængig af at skulle lave flere ens:

- Et gavebundt af tykt pink/rosa uruguay-garn var ikke lige min farve, så det fik blå og rød overfarvning og endte i varme bordeaux/violette nuancer. Forhåbentlig er der nok til et eller andet, der kan bruges om halsen.
- Og så var der lige et bundt hvidt strømpegarn, der måtte holde for som farveprøveklud og blev til en palet af alskens nuancer.

Det med farvning er med garanti noget, der skal gøres mere ved - foreløbig venter nogle bundter støvet-lysebrun uld på at få en mere brugbar farve, inden det skal strikkes (for anden gang. Første forsøg blev gjort med den brune, men jeg blev træt af farven, inden strikketøjet var helt færdigt).

Som en nytårsgave til mig selv har jeg desuden investeret i en paraply-garnvinde. Så flot som ny og i original emballage, men fundet i en genbrugsbutik til 45 kroner. Så den kunne jeg da ikke lade ligge :-)

28.12.06

Et af årets sjaler

Jeg fandt lige et foto på mit kamera - af et sjal i Netto-mohairgarn, som er blevet til i feather-and-fan-mønster i løbet af året.
Det egner sig godt til en kølig aften ved pc'en og fik gjort bugt med en lille smule fra garnlageret.

Det går fremad...

Den japanske rib har nået ærmegabet, og første ærme er på vej.
Det er andet forsøg - det første blev gjort i originalgarnet fra Isager, men faldt ikke i min smag. Så nu er det Kauni (rest fra lageret, som blev suppleret op...), der må holde for. Og jeg er ret sikker på, at det bliver en favorittrøje!

Julegave til strikkepindene

Årets julegave ramte plet, midt i en strømpebølge, hvor der endda kommer nye ønsker til.
Fra Anne-Mette fik jeg lækkert Opal Cotton, som jeg glæder mig til at få på pindene. Det er garanteret sjovere end de sorte, glatstrikkede herresokker, jeg er i gang med lige nu!
I julegaven fulgte der også et par klemmenisser og pulsvarmere med - det er sjældent, at nogen giver mig en strikkegave, som jeg ikke selv skal arbejde videre på/med!
Godt nytår og tak for strikkegaven til Anne-Mette i Strøby Egede :-)

23.12.06

Glædelig jul!

Det er ikke blevet til så meget strikkerelateret på det seneste - jeg har bl.a. været nogle dage i Bruxelles (det arbejde tager altså for meget af ens gode fritid!)

Men det må være på tide med en julehilsen på bloggen - rigtig glædelig jul og godt nyt strikkeår til dem, der kigger med!

17.12.06

Helt dyr - eller to tredjedele

Hvad gør man, når man har 100 gram garn i dyreprint, men gerne vil have to par sokker?
Joh - strikker et helt dyr, vejer resten af garnet og finder ud af, at der er til to tredjedele par sokker mere. Frem med restebunken og finde en farve, der kan gøre det ud for den sidste tredjedel - så kan der komme både næsten-zebraer og et par næsten-mariehøns ud af det. De "hele" dyr ses til venstre, to tredjedels-dyrene til højre.

16.12.06

Sokkeår

Jeg har strikket masser af sokker i løbet af året - her er bare et lille udpluk. Men der er stadig meget sokkegarn på lager!

Julegavebyttepakke

Posten har bragt en julegave fra webstrikkeren Anne-Mette i Strøby Egede. Og gaven skal selvfølgelig gemmes uåbnet til 24. december!

Lageret skal bruges

Nu forsøger jeg mig med en weblog - om ikke andet, så for at holde mig selv fast på, at der er projekter, der skal gøres færdige ;-)
Nogle webstrikkere har startet en brug-dit-garnlager-along, men jeg har besluttet mig for at prøve selv (så forpligter jeg mig heller ikke til nogen bestemt tidshorisont).
Foreløbig er der nogle halvfærdige projekter, der skal sluttes af, og bagefter følger andre dele af lageret.