31.12.06

Farveforsøg og genbrugsfund

Så har jeg lavet de første forsøg på garnfarvning - og det kan vist endda bruges! Farverne er købt hos Markno og lette at bruge - pulveret skal bare røres op med eddike og kogende vand inden brugen, og farverne fikseres ved kogning i rent vand.

De første farveprøver var garn, som jeg vidste, jeg kunne farve om igen, hvis det ikke lykkedes - enkeltbundter, så jeg ikke var afhængig af at skulle lave flere ens:

- Et gavebundt af tykt pink/rosa uruguay-garn var ikke lige min farve, så det fik blå og rød overfarvning og endte i varme bordeaux/violette nuancer. Forhåbentlig er der nok til et eller andet, der kan bruges om halsen.
- Og så var der lige et bundt hvidt strømpegarn, der måtte holde for som farveprøveklud og blev til en palet af alskens nuancer.

Det med farvning er med garanti noget, der skal gøres mere ved - foreløbig venter nogle bundter støvet-lysebrun uld på at få en mere brugbar farve, inden det skal strikkes (for anden gang. Første forsøg blev gjort med den brune, men jeg blev træt af farven, inden strikketøjet var helt færdigt).

Som en nytårsgave til mig selv har jeg desuden investeret i en paraply-garnvinde. Så flot som ny og i original emballage, men fundet i en genbrugsbutik til 45 kroner. Så den kunne jeg da ikke lade ligge :-)

Ingen kommentarer: