31.12.08

Godt nytår!

Til alle, der måtte komme forbi bloggen...

GODT NYTÅR

- og god strikkelyst i 2009!

Bestillingsarbejde

Min svigerinde kan godt lide håndarbejde, men er ikke selv så god til at få noget gjort færdigt. Det var sådan et projekt af sort, tynd mohair, jeg overtog for længe siden - en næsten hellang trøje, som var strikket ca. en tredjedel færdig og vist aldrig ville blive brugt, hvis den blev strikket helt færdig.
Svigerinden ville gerne have noget af garnet, men vidste ikke hvad. Nu er det så ved at blive kombineret med sort Lucca fra www.garn.dk (hvor jeg også fandt bogen med opskriften til blot 100 kr.) og forvandlet til en "Plisse" fra bogen "Feminin strik" af Lene Holme Samsøe. Faktisk mangler jeg kun noget af halskanten, forkanter og montering, før jeg kan poste trøjen.
Endnu et projekt vil nok tage lidt længere tid - ikke fordi det er besværligt (hækling er ofte hurtigere end strikning), men fordi jeg ikke har nogen opskrift, tegning eller model-foto.
Det er igen et "bestillingsprojekt" fra svigerinden - hun kom med en kraftig hentydning til en købe-vest, hun havde set, men ikke ville investere så mange penge i.
Med lidt besvær fandt jeg vesten i en butik og kiggede lidt på den, før jeg gik hjem og fandt noget Netto-tilbuds-silkegarn frem.
Jeg er gået i gang med at hækle cirkler, som hækles sammen med luftmaskebuer. Men jeg ved endnu ikke helt, hvordan jeg får den rette facon på vesten. Jeg må nok finde et symønster og tilpasse den efter det.
Til mig selv er der også "et par" projekter i gang. Mere om dem, når de er kommet lidt længere...

Begavet

Med fødselsdag blot to dage før juleaften er det med gaver af og til vanskeligt for postvæsenet og andre at holde styr på.
Men to af webstrik-fødselsdagsgruppens medlemmer har "begavet" mig med garn til kommende projekter, og der skulle vist være mere på vej :-)
TAK til Rikke for lækker Alpaca, som måske bliver til et vinter-halstørklæde - og TAK til Lene Sophie for tynd hør, som nok skal forvandles til et sommersjal eller lign.

Strikket - men ikke blogget...

Jeg har fået meget lidt på bloggen i efteråret... når mit arbejde går ud på at skrive og fotografere, bruger jeg i perioder hellere tiden på noget andet, når jeg har fri.
Til gengæld er det blevet til en del strikkeri - også noget, der er gjort færdigt :-)

Arwen har fået den sidste fletmaske strikket, er blevet monteret, har fået lynlås - og er kommet i brug. Den er strikket i silke-uld, men hvis jeg skulle lave én mere, ville jeg nok vælge et uldgarn, som der er lidt mere hold i. Silkeulden giver et lidt "slattent" indtryk, selv om fletkanterne holder godt på modellen.
Der er strikket endnu en Japansk Rib efter Isager-model. Denne gang i et tilbuds-uldgarn fra garn.dk.
Japansk rib har en passende mængde afveksling i strikningen, så den ikke bliver (alt for) kedelig at strikke. Og det er en god model til hverdagsbrug over en t-shirt og et par cowboybukser.


Og så er det blevet til den første model fra Anette Danielsens voksenbog "Strik Naturligvis" - Hvirvelstrøm. Jeg så bl.a. denne model live, da Anette Danielsen i november var gæst i strikkecafeen i Det Bruunske Pakhus i Fredericia. Garnet var i forvejen på lager - købt hos Marianne Svit til et ikke på forhånd defineret projekt. Så jeg gik i gang, men det er langtfra det mest spændende strikkeprojekt, jeg har været i gang med. Der er nærmest uendelige mængder ribstrik, hvor den eneste variation er venderækkerne i de kiler, som skaber faconen på den lange kropsdel til jakken.
Til gengæld skal den nok blive brugt i den færdige udgave. Det er en sjov model at have på!

19.10.08

Færdige projekter :-)

Nu sker der noget med at få gjort kål på nogle af de halvfærdige projekter i strikkekurven(e).
Jeg glemte bare at tage billeder, mens det stadig var lyst nok til den slags - så de må komme senere...
Jeg har lukket af på Arwen, syet den sammen, syet lynlås i og vasket den færdige trøje. Så nu venter den bare på at tørre, så den kan komme i brug :-)
Rabarbertrøjen er også blevet færdig - den er allerede vasket og tørret, men er endnu ikke blevet prøvet af ud over det, der er sket undervejs i strikningen.
Jeg kan mærke, at det stresser mig at have for meget ufærdigt. Derfor har jeg sat mig for at gøre nogle af de påbegyndte ting færdige - eller trævle dem op, så de ikke pirrer min dårlige samvittighed ;-)
Lige nu strikker jeg på udgave nummer fire af Marianne Isagers "Japansk rib" - begyndt for længe siden i tilbudsgarn fra http://www.garn.dk/. Der mangler pt. et ærme samt bærestykket, men det burde ikke være uoverkommeligt at få gjort det færdigt.
Jeg har også "genstartet" en model i Kauni-garn, som jeg tog fat på engang i forsommeren. Det er "Fisk" af Hanne Thorsen (jeg kan ikke finde den på nettet), som jeg ændrer til en voksen-størrelse. Jeg bruger jeansblå farveskift-garn til bundfarven og sandfarvet til fiskene, der ligner stregtegninger. Men jeg var ikke tilfreds med den blå farves lange farveskift, så nu strikker jeg med to nøgler skiftevis, en omgang af hver. Det gør bundfarven lidt mere "urolig", men ikke mere, end jeg kan leve med det... tror jeg...
Modellen var også strikket lidt for fast, så jeg er samtidig gået op på en større pindestørrelse.

4.10.08

Så er jeg startet på noget nyt igen...

Jeg kan nok ikke skjule det - jeg er bedre til at starte på nye projekter end til at få noget gjort færdigt. Så der er selvfølgelig kommet lidt nyt på strikkepindene og hæklenålen i løbet af sensommeren.
En hurtig tur med kameraet afslører flere projekter, som nok skal blive til noget - og også blive gjort færdige inden alt for længe.
Det, der først bliver klar, er uden tvivl Arwen. Jeg faldt over opskriften på nettet og kunne lige se den strikket op i noget blommefarvet silke-uld fra lageret. Fletkanten er udfordrende, men sjov at strikke, og forstykker+hætte er snart færdigt. Dvs. der mangler en glatstrikket ryg, og så skal jeg have strikket ærmer, fordi jeg har valgt at ændre på opskriften, hvor de er strikket "på langs" og ud i et med forstykkerne. Jeg har også en fornemmelse af, at min version får lynlås foran fremfor den åbne, løsthængende version.
Det næste på listen er min Rabarbertrøje efter Ruths opskrift. Den bliver strikket i to slags Kauni, som giver et blå-grøn-violet udtryk - henholdsvis en turkis flerfarvet (EZ) og en, der er rød-grøn-blå (EF). Jeg har en fornemmelse af, at garnet slipper op, før ærmerne er helt færdige, men så må jeg forsøge at finde noget fra lageret - eller købe lidt ekstra ind ;-)
Nå ja, så er jeg også begyndt på et hæklet tørklæde. Jeg så et i 2000 kr.-klassen i et butiks-vindue og besluttede mig for at lave sådan et selv. Dagen efter lå der et par poser meget tynd uld i grå, beige, grønlige og brunlige farver i en genbrugsbutik, jeg kom forbi - så nu er der investeret i garn til måske 3-4 tørklæder for 90 kr. :-)
Jeg hækler små cirkler i stangmasker, halve stangmasker samt luftmaskebuer i hjørnerne, så delene kan hækles sammen (jeg gider ikke montere hundredvis af små dele bagefter!)
Blandt det nyanskaffede garn bruger jeg også noget tyndt forstærkningsgarn, der fulgte med en stak strømpegarn, jeg fik for nogen tid siden. Det er blevet farvet over som flerfarvet og passer fint til en enkelt omgang i hver cirkel-del. Jeg ved ikke helt, hvor langt det rækker, så foreløbigt hækler jeg nogle tørklæde-dele, som kan samles senere, så farverne kan fordeles jævnt.

Afslutninger

Jeg har sat mig for, at jeg vil gøre i hvert fald nogle af mine håndarbejder færdige, før jeg begynder på nye. Det er svært at holde, når der er rigeligt med garn og andre materialer på lager. Men nu har jeg i hvert fald fået afsluttet et par ting (for nogen tid siden, faktisk - men kameraet har ikke lige været fremme).

Det blå Adamas-sjal tror jeg bliver et hit - måske skal det bruges som en gave? Så har jeg jo et påskud for at strikke endnu et sjal af det tynde blå garn :-)

Den grå model af Navia-uld er også klar. Den "krøller" lidt, selv om den har været vasket, men det er noget, der retter sig, når jeg får trøjen på, så den får lidt kropsvarme. Det er en virkelig letvægtsmodel af den slags, som jeg er vild med. Så den skal nok blive brugt!

17.8.08

Færdig!

Målsætningen om at få noget gjort færdig, før jeg begynder på noget nyt, har næsten holdt. I hvert fald er den violette FLS-model strikket færdig, vasket og næsten tør, så den kun mangler knapper.
Nå ja, så kom jeg lige til at købe et nøgle Noro-strømpegarn (farve S188) sidste lørdag, da jeg var på kiggetur i Århus, bl.a. hos Fandango. Garnet er nu forvandlet til et halstørklæde, strikket efter opskriften til Lace Ribbon Scarf fra Knittys forårsudgave 2008. 100 gram af garnet, strikket på p. 4, er blevet til 185 cm halstørklæde. Og Norogarnet bliver væsentligt blødere og mere medgørligt, når det er vasket :-)

5.8.08

Nu skal der gøres noget færdigt...

Pyh - jeg har ALT for mange projekter i gang pt. Jeg bliver vist nødt til at lave en aftale med mig selv om, at mindst to projekter skal afsluttes for hvert nyt der begyndes ;-)

Jeg har også en vis ide om, hvad der skal afsluttes i den kommende tid:

Forleden blev det til starten på en "February Lady Sweater", som strikkes i hundredvis rundt om i blogland. Jeg skulle lige finde en rest i garnbunkerne, og så lå der noget delvist glemt entrådet lilla silke, som nok lige kunne blive til en cardigan. Det er et sjovt og hurtigt strikketøj, og både bærestykke, det meste af bullen og snart det ene ærme er færdigt... men der bliver ikke lukket af nogen steder, før jeg er helt sikker på, at garnet rækker!

Jeg er også nået et stykke videre på den tynde grå Navia-bluse, jeg startede på for en måneds tid siden. Firkant-strikken til bullen er overstået, og så mangler kun bærestykke, ærmer og kanter, som skal være i ret- eller glatstrik... hurtigt, men også kedeligt ;-)

Der er også blevet startet på et par sjaler - et godt "på-tur-strikketøj". Et impuls-restekøb af Orenburg Lace-garn hos www.markno.dk for nogen tid siden var uspecificerede farver, og det blev til et bundt shocking pink og et bundt i beige. Den pink version er lige nu ved at blive forvandlet til et Swallowtail-sjal. Og så er jeg i gang med Adamas-sjal nummer to - denne gang i blåt Lucca Extra Fino fra www.garn.dk.

16.7.08

Genbrugs-sutsko

For snart længe siden faldt jeg over nogle rest-nøgler af noget, jeg bedømte som uldgarn, i den kommunale genbrugs-butik. Det var billigt, men jeg fandt ud af, at det var lidt for kradsende til det tørklæde, jeg havde tiltænkt garnet.
I dag kom så ideen til at få garnet brugt: Nogle par tykke hjemmesokker, som vi altid kan bruge flere af i vores spejderhus. Og inden i et af nøglerne fandt jeg ud af, at jeg havde haft ret mht. kvaliteten. En gulnet etiket fortæller, at det er Sandnes Tvinngarn, 100% ren ny uld og mølsikkert. Så det var en udmærket investering af 20 kroner, selv om garnet ikke blev til det, jeg havde tænkt :-)
I stedet er der foreløbig strikket to par hjemmesokker i dobbelt garn, og der kan blive endnu to par ved at kombinere farverne to og to.
Opskriften er hjemmegjort - til den lille størrelse er der slået 30 masker op og strikket 16 retriller frem og tilbage. Så er maskerne samlet på strømpepinde og strikket videre rundt med skiftevis en omgang ret og en omgang vrang. Til sidst er der strikket tå, også i retriller. Den eneste montering er sammensyning i hælen plus hæftning af to ender!
Til den store model er der slået 36 masker op og strikket 18 retriller, før maskerne er samlet.

15.7.08

Letvægts-strikketøj

Den grå model i mosaik-strik skrider fremad, og det bliver en letvægts-trøje. Alle firkanter og trekanter er færdige, så trøjen er nået op til ærmegabet, og det har kun krævet lige under 100 gram af Navia-garnet. Men det har nu også en løbelængde på 350 meter pr. 50 gram!
Jeg har også fået sluttet et hængeparti af i løbet af det seneste par dage. En mageløs sort sok med snoninger på siderne har ventet længe på en makker. Men sok nummer to er nu kommet til verden, og enderne er hæftet. Det er et projekt, der har ventet på sommerferie, for jeg har erkendt, at det er lettest at strikke i sort garn i dagslys, specielt når der skal tælles masker og omgange til snoningsmønstret!

6.7.08

Meget i gang og lidt afsluttet

Jeg er en sjælden gæst på min egen blog, men nu skal der altså være en lille opdatering.
Arbejdet har taget meget tid (som vanligt), men der er også blevet strikket lidt.
Nogen strikker ikke, når det er sommer - jeg har det næsten modsat. Når solen bager, er det rart at holde sig indendørs i skyggen med et strikketøj. Og med et job, der indebærer en hel del tog- og færgeture rundt om i Danmark, er der også gode strikkemuligheder dér :-)

Lige nu er jeg nu bedst til at få startet på projekter - der er ikke så mange, der bliver gjort færdige. Men det er da blevet til nogle færdiggjorte tørklæder (ikke lige sæson for den slags, men alligevel...)
Adamas-sjalet er supertyndt, strikket i koksgråt kamgarn fra BC Garn. Garnet blev oprindeligt købt til mysteriestrikning, og halvdelen blev byttet med Jette. Til dette sjal er der kun brugt omkring 100 gram, og jeg har taget fat på et nyt af samme slags i det hvide garn, jeg byttede mig til :-)
I påsken investerede jeg i 200 gram entrådet uld og en opskrift hos Læsø Uldstue. Nu er garnet forvandlet til to tørklæder. Det brede blev strikket først, men først lukket af, da jeg havde strikket det smallere og delt garnet "retfærdigt", så begge tørklæder har fået en brugbar længde.

Og så til et par af de igang-værende projekter.
Jeg er stadig vild med Marianne Isagers Japansk Rib, selv om jeg får den strikket med nye varianter i mønstret, hver gang jeg forsøger at følge opskriften. Nu er det en blåmeleret uld fra et lagersalg hos BC Garn, der skal forvandles til en inde-trøje til efterårsbrug.

Jeg er også gået i gang med en letvægts-model i tyndt færøsk Navia-uldgarn. Den er inspireret af en Karen Noe-model, men jeg strikker firkanterne efter gehør og laver lidt glat-riller i de fleste af dem.
Når det er blevet et stykke, som når hele vejen rundt som bullen på trøjen, og det har den rette højde, skal der samles masker op i overkanten og strikkes videre derfra. Jeg ved ikke endnu, om det skal være glat- eller retstrik i bærestykke og ærmer. Men det bliver en trøje med yderst begrænset garnforbrug. Pt. har jeg brugt omkring 25 gram!

1.6.08

På tur til Nordsjælland

Jeg har været mange steder i Danmark, men Nordsjælland kender jeg ikke meget til. Så det var nye oplevelser for mig, da jeg brugte lørdag eftermiddag på at se lidt af seværdighederne dér.
Guiden var en gammel ven med bopæl i Fredensborg, og efter enhyggelig frokost tog han to jyder og en fynbo på tur til Esrum Kloster, Gurre slotsruin og Kronborg, hvor vi dog først nåede frem, da det var lukketid. Men et kig ud over Øresund og en tur rundt på slotsområdet blev det da til, inden en herlig lørdag sluttede med pizza i Helsingør.












På Esrum Kloster tilbød en meget vidende mand sig som guide, så vi kunne få mest muligt af historien med os hjem. Der er en spændende udstilling om klosterlivet, men bygningerne er også et besøg værd! Og så blev det også til indkøb af honning fra kloster-området.
Gurre slotsruin er i bogstaveligste forstand en ruin. Men alligevel er de århundredgamle mure, som har været fyldt op med kampesten, et imponerende syn, som dog ikke ser ud til at være besøgt af særligt mange.

Og så var der Kronborg, som jeg har besøgt som barn, men ikke siden har set "live". Det var også en oplevelse, selv om jeg ærgrede mig lidt over ikke at kunne komme indenfor. Der var lokkende plakater om en moderne kunstudstilling i de historiske rammer.

Der bliver da strikket lidt...

Selv om det kan være svært at se på bloggen, hvor jeg i øjeblikket er en sjælden gæst, så er strikketøjet fremme stort set hver dag. Jeg må heller komme med en lille opdatering på nogle af projekterne.
Marianne Isagers Viften fra Japan strik er blevet færdig og også monteret, så den er klar til brug - den bliver vistnok en gave. Modellen er strikket i et tilbuds-uldgarn fra BC Garn i en farve, som er lidt mere grønlig, end billedet antyder.
Det er også blevet til det første par sokker af Arwettagarnet, som jeg farvede for at dæmpe det skriggrønne udseende, det havde, da jeg fik det.







Og så er der begyndt på lidt nye strikketøjer - endnu en japansk rib efter Isager-opskrift, men denne gang i et totrådet uldgarn i to blå nuancer, købt på udsalg hos BC Garn for snart længe siden.



Jeg har også gang i en "Liselotte", som strikkes i en tråd Evilla-pladegarn i lys natur/grå/blålig og en tråd af et entrådet naturfarvet uldgarn fra "lageret".






Kameraoprydning

Jeg har været i Bruxelles flere gange i arbejds-sammenhæng, men aldrig rigtigt nået at se "turiststederne" bortset fra den pompøse Grand Place i centrum.
Derfor var det herligt at komme på en weekendtur til EU-hovedstaden for en måneds tid siden... (det er først nu, jeg har fået tømt kameraet for billeder).
Selvfølgelig skulle der aflægges besøg både ved Manneken Pis (som ikke er ret stor, men tiltrækker masser af nysgerrige besøgende)...
... i Waterloo med "løvehøjen" og dens rigtigt mange trappetrin til toppen med udsigt over den historiske slagmark...
... og ved Atomium-monumentet, der er nypudset og skinnende for at markere, at det er 50 år siden, det blev bygget som vartegn, vist for verdensudstillingen.
Bruxelles kan absolut anbefales - det er en lille storby, hvor man kan komme langt til fods, men hvor der også er gode metro- og busforbindelser og et særligt multi-europæisk liv i gaderne på grund af de tusindvis af EU-ansatte.

13.4.08

Dæmp dig lige lidt ned...

Godt nok har det været gratis. Men alligevel er der ingen grund til at affinde sig med farver, der kunne være anderledes.

Lidt af søndagen er blevet brugt på at forvandle skriggrønt og stærkt rustrødt strømpegarn til mere afdæmpede varianter. Der var ialt 21 nøgler af det grønne Arwetta-strømpegarn, og nu er det blevet til tre bundter i hver af syv farve-varianter. Garnet er stadig grønt, men langtfra så selvlysende som da jeg fik det som en del af en strikkemaskine- og garn-gave. Billedet viser et bundt før farvning - og nogle af de nuancer, det er blevet forvandlet til. Nogle er vissengrønne, andre stadig mere klart grønne, alt efter om der er farvet over med en kombination af rødt og blåt, rent blåt eller rødt og sort.

Det rustrøde strømpegarn var der også en del af - ca. 600 gram ialt. Det har været lidt sværere at forvandle farven på, men foreløbig er det blevet farvet over, så nuancen er blevet mørkere. Det er sket ved hjælp af blå og sort farve, som med vilje er farvet ujævnt/meleret på de fleste bundter.
Der er også blevet ca. 150 gram af hver farve i den rust udgave, for af erfaring ved jeg, at det kan blive til to par sokker i str. 38-39, et par herresokker og et par børnesokker - eller tre par børnesokker.

Nu skal det så overvejes, hvilke strømpeopskrifter jeg skal prøve af... og lidt af garnet flytter om ikke så længe videre til min søsters strikkepinde :-)

3.4.08

Næsten 200 liter garn

Jeg måtte lige se, hvad der gemte sig i bilen - og det viste sig at være op mod 200 liter blandet garn!
Jeg har lynsorteret sække og kasser, og diverse halvfærdigt strikketøj blev smidt ud - jeg har rigeligt selv ;-)
Så blev garnet delt op i 25 liters plastspande og baljer efter kvalitet, og resultatet blev:
  • 25-30 liter strømpegarn, heraf ca. 20 nøgler stærktgrøn Arwetta - har nogen en ide til brug af det? Der er næsten samme mængde i rustfarvet.
  • 20-25 liter bomuld, mest i pink og hvid
  • 25 liter uld, en stor del tykt "islændergarn", som nok kan blive til filtede hjemmesko
  • en pose (15 liter?) tyndt, blankt garn i dæmpede farver, sikkert beregnet til maskinstrik.
  • ca. 60 liter acrylgarn i alskens farver, bl.a. selvlysende gul, turkis og pink.
  • 30-35 liter tyndt maskingarn, sandsynligvis acryl.

Foreløbig har jeg samlet en bæreposefuld af garnet til en kreativ tiårig pige. Alt acrylgarnet og en del af bomuldsgarnet bliver nok doneret til den spejdergruppe, hvor jeg er leder (hvor garn bliver brugt til alt fra fletning af snore til afmærkning af stier gennem skoven og heksehår til sankthans).
Så er der uldgarn og strømpegarn tilbage - det kan f.eks. blive til indesokker til spejderhuset, hvor vi har en fælles kasse med den slags, så vi slipper på mudder på gulvene indendørs.
Det blanke garn og det tynde maskingarn bliver gemt, til jeg skal i gang med at prøve strikkemaskinen, som også fulgte med. Og her skal jeg også finde ud af, om bomuldsgarnet kan omsættes, f.eks. til karklude.

Mangler du et blad eller en hækleopskrift?

I hånd-arbejds-bunkerne, som jeg fik overdraget i går, var der også nogle gamle numre af bladet
"Hånd-arbejde trin for trin." Jeg har ikke selv brug for dem, men inden de ryger ud som genbrugspapir, vil jeg tilbyde dem, hvis nogen skulle mangle dem, mod at modtageren betaler evt. porto.
Bladene er:
3, 1990
7, 1990
8, 1990
5, 1991 (uden symønster)
10, 1991 (uden symønster)
2, 1992
3, 1992 (uden symønster)
10. 1992

Ud over det, var der også nogle gamle hækleark fra Familie Journalen i starten af 1980'erne med hæklede duge, flakoner, gardiner, jule- og påskepynt mm.
Dem sender jeg også gerne, hvis nogen kan bruge dem - læg en kommentar med email-adresse, så kontakter jeg dig omkring forsendelsen.

2.4.08

Hjælp! Min bil er fuld af garn!

... og så troede jeg lige, at jeg skulle ud til en kollega for at hente en strikkemaskine og lidt spoler med garn, som hun ellers ville sende til genbrug...
Nu er min (godt nok ikke så store) bil nærmest PROPPET med poser og kasser med blandet garn!
Jeg var lidt i tvivl, om jeg nu også havde lyst til at få en strikkemaskine med risiko for endnu en "tidrøvende" hobby. Men jeg sagde ja tak med det i baghovedet, at jeg da bare kunne prøve den - og så måske låne den ud til andre.
Da jeg så kom forbi, skulle kælderrummet ryddes - og ville jeg ikke også lige have det garn med, der var? Det blev vist til fem sække fyldt til randen plus en papkasse på op mod en halv kubikmeters størrelse! Nå ja, så er der også strikkemaskinen, ribapparat, krydsnøgleapparat og brugsanvisninger.
Lige nu har jeg efterladt bilen (og garn og strikkemaskine) ude i mørket. Det bliver vist først på søndag, jeg får tid til at tømme ud, sortere og finde ud af, hvor meget jeg selv kan bruge og hvor meget jeg skal forære til andre...

24.3.08

Mådehold

Mit arbejde bragte mig til Læsø i påsken, og så kunne jeg jo lige så godt se mig lidt omkring samtidig.
Det førte blandt andet til et besøg i Læsø Uldstue, der er et slaraffenland af uldgarner, strik, tæpper, strikkede og vævede jakker og frakker og fåreskind. Uldstuen er indrettet i avlsbygningerne på en gammel Læsøgård med tang-tag. Og på en dag som søndag, hvor frosten bed, hang brune istapper, farvet af tangen, ned fra det lave tag.
Indenfor var der masser af fristelser, blandt andet utroligt lækker tynd totrådet uld i flotte plantefarver. Men med tanken på de mængder af garn, jeg har på lager, blev der købt yderst sparsomt ind - man kan jo altid ringe og lave en bestilling ;-)
Derfor blev indkøbsposen kun taget i brug til to bundter entrådet uld og opskriften på et sjal i garnet. Det er en kombination af snoningsfelter og fint hulmønster, og det varer nok ikke så længe, før der bliver slået op til en strikkeprøve...

20.3.08

Fiskerens kone

Jeg tror nogen gange, at garn kan have sit eget liv. Jeg har strikket i mere end 40 år, også efter halv-indviklede opskrifter. Alligevel har det holdt hårdt at komme i gang med mysterie-strikningen "Dem Fischer sin Fru", som jeg nu har fundet ud af skal blive til et halvcirkelformet færø-sjal.
Det er ikke, fordi jeg ikke har prøvet... først i et tyndt hørgarn fra lageret (der blev for slasket). Så i et meget tyndt uldgarn (der blev for tyndt), og så i new zealandsk lammeuld i vinrød (der blev fuldt af fejl, selv om jeg troede, jeg fulgte opskriften.)
Nu er jeg så i gang igen - og det ser ud, som om opskriften har valgt for mig, at den vil strikkes i den køligt grå udgave af new zealandsk lammeuld. I hvert fald går det nu derudad, både når jeg strikker i toget, til møder og herhjemme.
I det næste par dage får "Fiskerens kone" lov at komme med på påsketur til Læsø, selv om hun er nået op på omkring 500 masker pr. pind. Denne gang tror jeg, det lykkes - underligt at samme opskrift kan te sig så forskelligt, afhængig af hvad man prøver at strikke den i!

I gang med Super Karla

Jeg har meldt mig til Webstriks knit-along af Karen Noes Super Karla-sjal, og starten er gået...
Jeg har besluttet at forvandle to portioner pladegarn til sjalet, og det ser ud, som om farverne i de to bundter følges pænt ad, så strik-felterne ikke bliver for grumsede.
Jeg strikker på lidt tykkere pinde end opskriften lægger op til, da modellen ellers viste sig at blive for fast i strikningen. Men det med størrelser og strikkefasthed betyder heldigvis ikke så meget på sjaler.
Lige nu er jeg lidt spændt på, hvor langt garnet rækker. Sjalet får den størrelse, der er garn til - og måske skal der så laves ét mere i et tyndere garn. I hvert fald er jeg vild med både mønsterstrik og neverkont-teknikken.

Bogkøb og fristelser

Det er farligt, når jeg finder et godt link. http://www.bookdepository.co.uk/ er en netboghandel uden forsendelsesomkostninger eller porto, og den slags er rart at vide, hvis man har brug for en bestemt bog. Når man surfer er det bare noget, der kan lede i fordærv ;-(
For en uges tid siden opdagede jeg trøjen på forsiden af denne bog og faldt for den. Bogen blev bestilt og dukkede op med posten et par dage senere, og ved et tilfælde (eller pga. et solidt garnlager...) er der noget på lager, der lige kan bruges.
Der er også andre modeller i "The Knitting Experience - Book 3: Color", som nok skal blive strikket ved lejlighed, og den er en glimrende guide i brug af flere farver garn i strikmodeller.
Men når det nu er nummer tre i en serie af grundbøger i strikning, man bestiller, måtte nr. 1 og 2 jo også med - og der er også fristende ting i dem, selv om de først og fremmest er grundbøger, hhv. i retstrik og vrangstrik. Når bøgerne så tilsammen kun koster ca. 250 kr., er det jo en overkommelig investering...

16.3.08

Webstrik-projekt

Jeg er nem at lokke, når det gælder strikkeri, og et forslag om at strikke Karen Noes "Superkarla-sjal" som fælles projekt for Webstrik-medlemmer i løbet af i år er lige noget for mig!
Opskriften har jeg i forvejen, men har ikke fået startet på strikkeriet endnu, så nu har jeg anledningen til at gå i gang.
Lige nu overvejer jeg, hvilket garn jeg skal finde frem og bruge til projektet. Kan der mon strikkes med to tråde Evilla-pladegarn, som jeg har noget flerfarvet af? Vil det være bedre med en newzealandsk lammeuld i ensfarvet? Eller skal jeg mon gå i gang med noget hjemmefarvet "genbrugsgarn" (som var kedeligt brunt og aldrig strikket færdigt, inden jeg trævlede trøjen op og farvede garnet over til en flerfarvet mørk rød/grøn/blå version)?
Den slags dilemmaer kan næsten kalde på en strikkeprøve, selv om jeg oftest springer ud i et strikketøj med begge ben - lidt besværligt, hvis der er slået 2-300 masker op og jeg først kan se, at størrelsen eller strikkefastheden ikke passer, når der er strikket et godt stykke :-)

Ups - der er gået en måned igen...

Det bliver ikke til så meget skriveri (her...) for tiden, og på strikkefronten er det også lidt "on and off". Men et par ting er da blevet (næsten) færdige: Det hæklede blomster-tørklæde er taget i brug - det krævede ialt 95 gram garn. Og i aftes strikkede jeg den sidste maske og hæftede enderne på "Sukkertrøjen" af Marianne Isager, som er strikket i en mørk bordeaux silke-uldblanding (340 gram). Jeg tror, den bliver en favorit-model, men der skal lige sys knapper i først ;-)

Ellers strikker jeg pt. på "Viften" fra Marianne Isagers Japan-bog, på endnu et "Mystic Waters"-sjal og på mysteriesjalet "Dem Fischer Sin Fru" (som jeg har begyndt flere gange, først pga. forkert garnvalg og derefter fordi jeg troede, jeg kunne strikke mønstret, mens jeg sad til et møde - det kunne jeg ikke!)
Der er en del flere strikketøjer i gang, men disse tre skal gøres færdige nu... tror jeg nok :-)

17.2.08

På cykel-opdagelse

Mit arbejde (som tager temmeligt meget af min tid) bringer mig ofte rundt i Danmark.
I går var jeg for første gang på Rømø, og i det flotte vintervejr havde jeg valgt at tage cyklen med toget og tilbagelægge turen fra Skærbæk til Havneby i cykelsadlen.
Det var en flot, men lidt kold tur gennem marsk-landskabet og over den ni kilometer lange dæmning mellem fastlandet og Rømø, og bagefter mod syd i den lidt forblæste natur.
Jeg kan godt lide ferielandet om vinteren, hvor det ikke er overfyldt af turister - så må jeg tage med, at der er mange skilte med "lukket" på steder, hvor man i turistsæsonen kan få lov at bruge dankortet.
Med en "arbejdspause" på nogle timer fik jeg cyklet tur/retur til Rømø - og kilometertallet viste over 60, da jeg igen kunne sætte mig i toget og drage hjemad.

Hundredvis af haler på...

Børnesangen handler vist om mus med haler på, men mit hækletøj for tiden har også rigtigt mange haler!
Jeg blev inspireret af Liselotte til et "farvelade-tørklæde", som der kunne hentes materiale til i en stor pose med uld-broderegarn, som jeg har arvet og flyttet rundt med gennem snart mange år.
Jeg fandt opskriften på "blomster og haler" hos Silkeborg Uldspinderi, men der måtte et par forsøg til, før jeg fik den rigtige lette struktur. Det er lidt besværligt, for det firtrådede uldgarn skal deles i to. Til gengæld bliver det et lækkert, let tørklæde, når der hækles med 1,5 mm-nål. Og så er der hæklearbejde til lang tid - jeg hækler lidt elementer stort set hver dag, ind imellem diverse strikketøjer.

13.1.08

2008 er i gang!

Jeg er ikke så flittig til at blogge, men strikkepindene er der gang i...
Året er startet i fornuftigt tempo - jeg arbejder stadig (for) meget, men jeg har besluttet mig for, at weekenderne så vidt muligt skal holdes fri for arbejde. Det giver tid til strik og andre "fritidsfornøjelser".

Jeg har stadig lidt for meget lyst til at begynde på nye projekter, men nogle af dem skal nok også blive færdige. F.eks. er det lige blevet til endnu et "Cherry"-tørklæde efter Helga Isager-model, som kun mangler at få de sidste ender hæftet. Denne gang strikket i sort med en tråd tynd lammeuld og en tråd kidmohair. Farvestriberne er Isager-uldrester.

Endnu en Isager - Marianne Isagers "Viften" fra den nye bog "Japan". Den bliver strikket i totrådet uld fra http://www.garn.dk/ - farven er mere gullig i virkeligheden end på fotoet i vinterlys. Det er rigtigt sjovt strikkeri, hvor der sker noget hele tiden, i hvert fald i viftemønstret, der breder sig over hele forstykket.

Og så er jeg i gang med en Isager-klassiker: "Sukkertrøjen" fra "Strik a la carte". Den bliver strikket i et uldgarn med lidt silke, og også her snyder farven på fotoet. I virkeligheden er garnet mere mørkt blommefarvet, end det ser ud til på fotoet.

Nåh ja, der er jo også lige "Spring Shawl Surprise", hvor jeg foreløbigt har strikket clue 1 - i supertyndt uld fra http://www.garn.dk/, det samme som jeg brugte til Mystery Stole 3. Mønsterdel nummer to blev offentliggjort i tirsdags, og om halvandet døgn kommer clue 3, så jeg må hellere komme videre!