16.7.08

Genbrugs-sutsko

For snart længe siden faldt jeg over nogle rest-nøgler af noget, jeg bedømte som uldgarn, i den kommunale genbrugs-butik. Det var billigt, men jeg fandt ud af, at det var lidt for kradsende til det tørklæde, jeg havde tiltænkt garnet.
I dag kom så ideen til at få garnet brugt: Nogle par tykke hjemmesokker, som vi altid kan bruge flere af i vores spejderhus. Og inden i et af nøglerne fandt jeg ud af, at jeg havde haft ret mht. kvaliteten. En gulnet etiket fortæller, at det er Sandnes Tvinngarn, 100% ren ny uld og mølsikkert. Så det var en udmærket investering af 20 kroner, selv om garnet ikke blev til det, jeg havde tænkt :-)
I stedet er der foreløbig strikket to par hjemmesokker i dobbelt garn, og der kan blive endnu to par ved at kombinere farverne to og to.
Opskriften er hjemmegjort - til den lille størrelse er der slået 30 masker op og strikket 16 retriller frem og tilbage. Så er maskerne samlet på strømpepinde og strikket videre rundt med skiftevis en omgang ret og en omgang vrang. Til sidst er der strikket tå, også i retriller. Den eneste montering er sammensyning i hælen plus hæftning af to ender!
Til den store model er der slået 36 masker op og strikket 18 retriller, før maskerne er samlet.

15.7.08

Letvægts-strikketøj

Den grå model i mosaik-strik skrider fremad, og det bliver en letvægts-trøje. Alle firkanter og trekanter er færdige, så trøjen er nået op til ærmegabet, og det har kun krævet lige under 100 gram af Navia-garnet. Men det har nu også en løbelængde på 350 meter pr. 50 gram!
Jeg har også fået sluttet et hængeparti af i løbet af det seneste par dage. En mageløs sort sok med snoninger på siderne har ventet længe på en makker. Men sok nummer to er nu kommet til verden, og enderne er hæftet. Det er et projekt, der har ventet på sommerferie, for jeg har erkendt, at det er lettest at strikke i sort garn i dagslys, specielt når der skal tælles masker og omgange til snoningsmønstret!

6.7.08

Meget i gang og lidt afsluttet

Jeg er en sjælden gæst på min egen blog, men nu skal der altså være en lille opdatering.
Arbejdet har taget meget tid (som vanligt), men der er også blevet strikket lidt.
Nogen strikker ikke, når det er sommer - jeg har det næsten modsat. Når solen bager, er det rart at holde sig indendørs i skyggen med et strikketøj. Og med et job, der indebærer en hel del tog- og færgeture rundt om i Danmark, er der også gode strikkemuligheder dér :-)

Lige nu er jeg nu bedst til at få startet på projekter - der er ikke så mange, der bliver gjort færdige. Men det er da blevet til nogle færdiggjorte tørklæder (ikke lige sæson for den slags, men alligevel...)
Adamas-sjalet er supertyndt, strikket i koksgråt kamgarn fra BC Garn. Garnet blev oprindeligt købt til mysteriestrikning, og halvdelen blev byttet med Jette. Til dette sjal er der kun brugt omkring 100 gram, og jeg har taget fat på et nyt af samme slags i det hvide garn, jeg byttede mig til :-)
I påsken investerede jeg i 200 gram entrådet uld og en opskrift hos Læsø Uldstue. Nu er garnet forvandlet til to tørklæder. Det brede blev strikket først, men først lukket af, da jeg havde strikket det smallere og delt garnet "retfærdigt", så begge tørklæder har fået en brugbar længde.

Og så til et par af de igang-værende projekter.
Jeg er stadig vild med Marianne Isagers Japansk Rib, selv om jeg får den strikket med nye varianter i mønstret, hver gang jeg forsøger at følge opskriften. Nu er det en blåmeleret uld fra et lagersalg hos BC Garn, der skal forvandles til en inde-trøje til efterårsbrug.

Jeg er også gået i gang med en letvægts-model i tyndt færøsk Navia-uldgarn. Den er inspireret af en Karen Noe-model, men jeg strikker firkanterne efter gehør og laver lidt glat-riller i de fleste af dem.
Når det er blevet et stykke, som når hele vejen rundt som bullen på trøjen, og det har den rette højde, skal der samles masker op i overkanten og strikkes videre derfra. Jeg ved ikke endnu, om det skal være glat- eller retstrik i bærestykke og ærmer. Men det bliver en trøje med yderst begrænset garnforbrug. Pt. har jeg brugt omkring 25 gram!