19.10.08

Færdige projekter :-)

Nu sker der noget med at få gjort kål på nogle af de halvfærdige projekter i strikkekurven(e).
Jeg glemte bare at tage billeder, mens det stadig var lyst nok til den slags - så de må komme senere...
Jeg har lukket af på Arwen, syet den sammen, syet lynlås i og vasket den færdige trøje. Så nu venter den bare på at tørre, så den kan komme i brug :-)
Rabarbertrøjen er også blevet færdig - den er allerede vasket og tørret, men er endnu ikke blevet prøvet af ud over det, der er sket undervejs i strikningen.
Jeg kan mærke, at det stresser mig at have for meget ufærdigt. Derfor har jeg sat mig for at gøre nogle af de påbegyndte ting færdige - eller trævle dem op, så de ikke pirrer min dårlige samvittighed ;-)
Lige nu strikker jeg på udgave nummer fire af Marianne Isagers "Japansk rib" - begyndt for længe siden i tilbudsgarn fra http://www.garn.dk/. Der mangler pt. et ærme samt bærestykket, men det burde ikke være uoverkommeligt at få gjort det færdigt.
Jeg har også "genstartet" en model i Kauni-garn, som jeg tog fat på engang i forsommeren. Det er "Fisk" af Hanne Thorsen (jeg kan ikke finde den på nettet), som jeg ændrer til en voksen-størrelse. Jeg bruger jeansblå farveskift-garn til bundfarven og sandfarvet til fiskene, der ligner stregtegninger. Men jeg var ikke tilfreds med den blå farves lange farveskift, så nu strikker jeg med to nøgler skiftevis, en omgang af hver. Det gør bundfarven lidt mere "urolig", men ikke mere, end jeg kan leve med det... tror jeg...
Modellen var også strikket lidt for fast, så jeg er samtidig gået op på en større pindestørrelse.

4.10.08

Så er jeg startet på noget nyt igen...

Jeg kan nok ikke skjule det - jeg er bedre til at starte på nye projekter end til at få noget gjort færdigt. Så der er selvfølgelig kommet lidt nyt på strikkepindene og hæklenålen i løbet af sensommeren.
En hurtig tur med kameraet afslører flere projekter, som nok skal blive til noget - og også blive gjort færdige inden alt for længe.
Det, der først bliver klar, er uden tvivl Arwen. Jeg faldt over opskriften på nettet og kunne lige se den strikket op i noget blommefarvet silke-uld fra lageret. Fletkanten er udfordrende, men sjov at strikke, og forstykker+hætte er snart færdigt. Dvs. der mangler en glatstrikket ryg, og så skal jeg have strikket ærmer, fordi jeg har valgt at ændre på opskriften, hvor de er strikket "på langs" og ud i et med forstykkerne. Jeg har også en fornemmelse af, at min version får lynlås foran fremfor den åbne, løsthængende version.
Det næste på listen er min Rabarbertrøje efter Ruths opskrift. Den bliver strikket i to slags Kauni, som giver et blå-grøn-violet udtryk - henholdsvis en turkis flerfarvet (EZ) og en, der er rød-grøn-blå (EF). Jeg har en fornemmelse af, at garnet slipper op, før ærmerne er helt færdige, men så må jeg forsøge at finde noget fra lageret - eller købe lidt ekstra ind ;-)
Nå ja, så er jeg også begyndt på et hæklet tørklæde. Jeg så et i 2000 kr.-klassen i et butiks-vindue og besluttede mig for at lave sådan et selv. Dagen efter lå der et par poser meget tynd uld i grå, beige, grønlige og brunlige farver i en genbrugsbutik, jeg kom forbi - så nu er der investeret i garn til måske 3-4 tørklæder for 90 kr. :-)
Jeg hækler små cirkler i stangmasker, halve stangmasker samt luftmaskebuer i hjørnerne, så delene kan hækles sammen (jeg gider ikke montere hundredvis af små dele bagefter!)
Blandt det nyanskaffede garn bruger jeg også noget tyndt forstærkningsgarn, der fulgte med en stak strømpegarn, jeg fik for nogen tid siden. Det er blevet farvet over som flerfarvet og passer fint til en enkelt omgang i hver cirkel-del. Jeg ved ikke helt, hvor langt det rækker, så foreløbigt hækler jeg nogle tørklæde-dele, som kan samles senere, så farverne kan fordeles jævnt.

Afslutninger

Jeg har sat mig for, at jeg vil gøre i hvert fald nogle af mine håndarbejder færdige, før jeg begynder på nye. Det er svært at holde, når der er rigeligt med garn og andre materialer på lager. Men nu har jeg i hvert fald fået afsluttet et par ting (for nogen tid siden, faktisk - men kameraet har ikke lige været fremme).

Det blå Adamas-sjal tror jeg bliver et hit - måske skal det bruges som en gave? Så har jeg jo et påskud for at strikke endnu et sjal af det tynde blå garn :-)

Den grå model af Navia-uld er også klar. Den "krøller" lidt, selv om den har været vasket, men det er noget, der retter sig, når jeg får trøjen på, så den får lidt kropsvarme. Det er en virkelig letvægtsmodel af den slags, som jeg er vild med. Så den skal nok blive brugt!