Nu sker der noget med at få gjort kål på nogle af de halvfærdige projekter i strikkekurven(e).
Jeg glemte bare at tage billeder, mens det stadig var lyst nok til den slags - så de må komme senere...
Jeg har lukket af på Arwen, syet den sammen, syet lynlås i og vasket den færdige trøje. Så nu venter den bare på at tørre, så den kan komme i brug :-)
Rabarbertrøjen er også blevet færdig - den er allerede vasket og tørret, men er endnu ikke blevet prøvet af ud over det, der er sket undervejs i strikningen.
Jeg kan mærke, at det stresser mig at have for meget ufærdigt. Derfor har jeg sat mig for at gøre nogle af de påbegyndte ting færdige - eller trævle dem op, så de ikke pirrer min dårlige samvittighed ;-)
Lige nu strikker jeg på udgave nummer fire af Marianne Isagers "Japansk rib" - begyndt for længe siden i tilbudsgarn fra http://www.garn.dk/. Der mangler pt. et ærme samt bærestykket, men det burde ikke være uoverkommeligt at få gjort det færdigt.
Jeg har også "genstartet" en model i Kauni-garn, som jeg tog fat på engang i forsommeren. Det er "Fisk" af Hanne Thorsen (jeg kan ikke finde den på nettet), som jeg ændrer til en voksen-størrelse. Jeg bruger jeansblå farveskift-garn til bundfarven og sandfarvet til fiskene, der ligner stregtegninger. Men jeg var ikke tilfreds med den blå farves lange farveskift, så nu strikker jeg med to nøgler skiftevis, en omgang af hver. Det gør bundfarven lidt mere "urolig", men ikke mere, end jeg kan leve med det... tror jeg...
Modellen var også strikket lidt for fast, så jeg er samtidig gået op på en større pindestørrelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar