29.7.07

Agnethe og de andre

Der sker lidt på strikkefronten i "sommervejret". Nu skal der gøres ting færdige, og det skrider fremad - eller nedad i strikkekurvene, selv om der er et godt stykke endnu, før jeg når bunden ;-)
Weekendens resultater er bl.a. en færdig Agnethe, som lige nu tørrer efter sit første "bad".
Det er også blevet til et par færdige sokker af resten af garnet fra NHV-gaven. De fik lidt korte skafter, men sådan må det blive, når der strikkes fra tåen og lukkes af, når garnet slipper op.

Jeg er også færdig med clue 4 på Mystery Stole 3 (der er blevet forlænget med en ekstra mønsterdel, som ses mellem de to "livliner").
Mysteriestrikningen er så sjov, at jeg har tilmeldt mig og har strikket prøve til den tyske efterfølger Secret of Chrysopolis. Prøven er lavet i entrådet uld fra Uruguay, men jeg venter på første clue i september, før jeg afgør, om det er dette garn, der skal bruges. Det stammer fra "lageret" og er i en køn, grøn farve, som ikke ses så godt på billedet.

24.7.07

Afslutningssommer

Mængden af halvfærdige strikketøjer skal bringes ned - så jeg kan starte på noget nyt ;-)
Her er en "midtvejsstatus" - der ligger stadig ret meget i strikkekurvene... og billeder bliver der ikke nogen af i aften :-)
Status lige nu. er, at "Agnethe" er strikket færdig - mangler bare at få syet ærmer i og ender hæftet samt at blive vasket og bragt i sin endelige form.
Jeg har også gang i ærmer til en grøn bomuldssag i bølgestrik mm. (Den har jeg vist ikke røbet nogen detaljer om på bloggen indtil nu).
Og så har jeg begyndt et par sokker mere i det rød-grøn-orange garn fra sidste post. Jeg lod mig inspirere af RPM fra Knitty, men strikker fra tåen og op for at være sikker på, at garnet rækker til to sokker. Nr. 1 er startet og nået forbi hælen, så nu skal jeg vist snart i gang med nr. 2.
Nåh ja - Mystery Stole 3... på den har jeg strikket clue 4 færdigt (inkl. en ca. 20 cm forlængelse), så nu venter jeg utålmodigt på, at næste clue bliver afsløret... men det sker først om halvanden uge!

16.7.07

Sommerstrik

Nogen holder sommerpause med strikning - det gør jeg ikke...
Lige nu har jeg faktisk mange strikketøjer i gang, men de skal nok blive færdige :-)
Mystery Stole 3 er nået til tredje clue, og det blev strikket i weekenden.

Det farveglade strømpegarn, jeg fik fra Gitte i sidste runde af NHV5, er foreløbigt blevet til et par sokker, der kun mangler at få enderne hæftet (det sker i aften!)
Hvis jeg starter fra tåen, tror jeg, der kan blive endnu et par sokker ud af resten af garnet.

Jeg opdagede Hanami-tørklædet på nettet, købte mønster online og er nu i gang. Det bliver i en støvet grøn farve i entrådet Kauni, som får mønstret til at træde flot frem. Fletmønstret mangler et par rapporter endnu, inden jeg skal i gang med anden halvdel, der er et stadigt tættere hulmønster.

Og så kunne jeg ikke lade det lækre garn fra Dansk Mohair ligge. Det er nu ved at blive forvandlet til en mønsterstrikket "Agnethe", som Birthe P. hjalp mig med opskriften til - i butikken, hvor jeg så modellen og købte garnet, havde de kun forsiden af opskriften. Så jeg talte på den færdige model og fotograferede den med forventningen, at jeg selv skulle i gang med at lave en opskrift.

Nåh ja, der er også lidt andre strikketøjer i gang, men disse er dem, jeg strikker på i øjeblikket.

12.7.07

Tagged

Både Jette og Gitte har tagged mig, så jeg må hellere prøve at fortælle lidt om mig selv:

1. Jeg tilbragte min første jul i en kommodeskuffe - og var så lille, at jeg nok i dag ville være blevet holdt under opsyn på en fødeafdeling. Jeg skulle have været født i februar, men to aftener før jul var min mor ude at gå i en snestorm og snublede, og så gad jeg ikke mere! Jeg blev født hjemme, hvor der hverken var anskaffet seng, barnevogn eller andet passende til en nyfødt at overnatte i. Derfor blev skuffen fra en stor kommode indrettet som min første barneseng, indtil butikkerne åbnede igen.

2. Jeg er vild med sprog og kaster mig gerne ud i at lære noget nyt.Engelsk, tysk og fransk har jeg styr på, men forstår også norsk og svensk og har forsøgt mig med finsk - det er bare utroligt svært at finde undervisning og nogle steder, hvor man kan træne det i Sydjylland! Det næste på ønskelisten er spansk - jeg startede for et års tid siden, men måtte droppe ud pga. for lidt tid.

3. Jeg var i gang med håndarbejde, før jeg kom i skole. Min farmor lærte mig at strikke, hækle, brodere... og hun var lige så optaget af at lære nye teknikker, som jeg stadig er. Til gengæld er "rutinearbejde" som retstrikning, ensfarvet glatstrikning osv. virkelig kedeligt!

4. Jeg kan godt lide at bage, sylte, lave bolsjer og den slags - men er ikke så vild med at lave mad i det daglige. Ligesom med håndarbejde handler det nok om, at jeg ikke er vild med rutinearbejdet... men jeg bestemmer også selv, hvor meget jeg vil gøre ud af maden, for jeg bor alene.

5. Jeg har altid vidst, at jeg ville være bibliotekar, når jeg blev gammel nok. Jeg startede med job efter skoletid på det lokale bibliotek og begyndte på uddannelsen som 18-årig. Men da jeg efter fire års studier fik prøvet faget "ude i virkeligheden", opdagede jeg, at det alligevel ikke var mig at tilbringe livet på en kvindearbejdsplads i det offentlige. Så jeg kastede mig ud i en ny uddannelse og er utroligt glad for, at jeg er endt som journalist. Det er et job, der passer til mig, selv om jeg som privatperson af mange bliver kaldt meget "privat".
Iøvrigt tror jeg, at mine to søskende ligner mig en del - begge har to uddannelser ligesom jeg.

6. Jeg er vild med at opleve andre lande og kulturer, men det kniber med tiden til de to-tre ugers rejser, som jeg har været på nogle stykker af - fire gange i Namibia, en gang i det nordlige Indien og Himalaya - hver gang sammen med folk, der er spejdere og klar til at møde spejderkammerater andre steder i verden og finde ud af, at vi grundlæggende har samme indstilling til tilværelsen, selv om vores udgangspunkt er meget forskelligt.

7. Jeg bor i et lille byhus fra ca. 1680, hvor de skæve mure, håndhuggede loftsbjælker og toppede brosten i den store, lukkede og hyggelige gård fortæller historier fra for mere end 300 år siden. Men indvendigt er huset totalt restaureret for 10-12 år siden, så der er hverken problemer med fugt, fodkulde eller andre af de skavanker, der følger med gamle huse :-)

8. Jeg er født i Hanstholms barske og vindblæste nordvestjyske natur, men er gradvist flyttet ned gennem Jylland, hvor jeg har boet mange steder på grund af uddannelse eller arbejde. Det føltes underligt, første gang jeg opdagede, at jeg havde boet på det samme sted i flere år - nu har jeg snart ti års "jubilæum" i "det skæve hus med de grønne vinduer", som en af mine nevøer for nogle år siden kaldte det. Godt nok har jeg skiftet arbejde tre-fire gange undervejs, men hver gang til en ny arbejdsplads, så jeg kunne blive boende. Hanstholm har jeg ikke meget kontakt til længere, da begge mine forældre er døde og mine søskende ligesom jeg er flyttet derfra.

Stafetten må meget gerne gå videre, men jeg vil undlade at tagge andre. Grib udfordringen, hvis du har lyst, og fortæl otte ting om dig selv!

1.7.07

På tynde pinde!

Fredag gik starten for Mystery Stole 3, og nu har jeg også fået mit resultat af den første uges clue fotograferet. Den slags strik, hvor man hele tiden må lidt videre for at se, hvordan mønstret udarter sig, kan jeg godt blive bidt af!
Jeg er også godt tilfreds med den mørkegrå - næsten sorte - farve, jeg har valgt. Mønstret tegner sig pænt, og det meget tynde kamgarn fra www.garn.dk giver et let og elegant udtryk, som jeg godt kan lide. Så er det bare spændende, hvordan den endelige facon bliver - lige nu ligner det et trekant-sjal, men anvisningerne siger en aflang stola...
400 gram af den mørkegrå farve (5 km...) var nu lidt meget. Derfor har jeg byttet halvdelen med en natur-hvid med Jette, og det skulle selvfølgelig også afprøves!
Designeren bag Mystery Stole 3 sælger andre mønstre, og jeg er faldet for Hanami Stole, hvor opskriften er fristende let at købe via nettet. Der blev investeret lørdag eftermiddag, og første mønsterrapport blev strikket i garnet fra Jette (forrest).
Jeg har dog en lille fornemmelse af, at det bliver for fint og smalt - så jeg har slået op til endnu en udgave i et lidt tykkere, men stadig fint, garn, jeg havde på lager. Den udgave bliver strikket færdig først, men den anden får lov at ligge - måske bliver der strikket videre på det på et senere tidspunkt...