Både Jette og Gitte har tagged mig, så jeg må hellere prøve at fortælle lidt om mig selv:
1. Jeg tilbragte min første jul i en kommodeskuffe - og var så lille, at jeg nok i dag ville være blevet holdt under opsyn på en fødeafdeling. Jeg skulle have været født i februar, men to aftener før jul var min mor ude at gå i en snestorm og snublede, og så gad jeg ikke mere! Jeg blev født hjemme, hvor der hverken var anskaffet seng, barnevogn eller andet passende til en nyfødt at overnatte i. Derfor blev skuffen fra en stor kommode indrettet som min første barneseng, indtil butikkerne åbnede igen.
2. Jeg er vild med sprog og kaster mig gerne ud i at lære noget nyt.Engelsk, tysk og fransk har jeg styr på, men forstår også norsk og svensk og har forsøgt mig med finsk - det er bare utroligt svært at finde undervisning og nogle steder, hvor man kan træne det i Sydjylland! Det næste på ønskelisten er spansk - jeg startede for et års tid siden, men måtte droppe ud pga. for lidt tid.
3. Jeg var i gang med håndarbejde, før jeg kom i skole. Min farmor lærte mig at strikke, hækle, brodere... og hun var lige så optaget af at lære nye teknikker, som jeg stadig er. Til gengæld er "rutinearbejde" som retstrikning, ensfarvet glatstrikning osv. virkelig kedeligt!
4. Jeg kan godt lide at bage, sylte, lave bolsjer og den slags - men er ikke så vild med at lave mad i det daglige. Ligesom med håndarbejde handler det nok om, at jeg ikke er vild med rutinearbejdet... men jeg bestemmer også selv, hvor meget jeg vil gøre ud af maden, for jeg bor alene.
5. Jeg har altid vidst, at jeg ville være bibliotekar, når jeg blev gammel nok. Jeg startede med job efter skoletid på det lokale bibliotek og begyndte på uddannelsen som 18-årig. Men da jeg efter fire års studier fik prøvet faget "ude i virkeligheden", opdagede jeg, at det alligevel ikke var mig at tilbringe livet på en kvindearbejdsplads i det offentlige. Så jeg kastede mig ud i en ny uddannelse og er utroligt glad for, at jeg er endt som journalist. Det er et job, der passer til mig, selv om jeg som privatperson af mange bliver kaldt meget "privat".
Iøvrigt tror jeg, at mine to søskende ligner mig en del - begge har to uddannelser ligesom jeg.
6. Jeg er vild med at opleve andre lande og kulturer, men det kniber med tiden til de to-tre ugers rejser, som jeg har været på nogle stykker af - fire gange i Namibia, en gang i det nordlige Indien og Himalaya - hver gang sammen med folk, der er spejdere og klar til at møde spejderkammerater andre steder i verden og finde ud af, at vi grundlæggende har samme indstilling til tilværelsen, selv om vores udgangspunkt er meget forskelligt.
7. Jeg bor i et lille byhus fra ca. 1680, hvor de skæve mure, håndhuggede loftsbjælker og toppede brosten i den store, lukkede og hyggelige gård fortæller historier fra for mere end 300 år siden. Men indvendigt er huset totalt restaureret for 10-12 år siden, så der er hverken problemer med fugt, fodkulde eller andre af de skavanker, der følger med gamle huse :-)
8. Jeg er født i Hanstholms barske og vindblæste nordvestjyske natur, men er gradvist flyttet ned gennem Jylland, hvor jeg har boet mange steder på grund af uddannelse eller arbejde. Det føltes underligt, første gang jeg opdagede, at jeg havde boet på det samme sted i flere år - nu har jeg snart ti års "jubilæum" i "det skæve hus med de grønne vinduer", som en af mine nevøer for nogle år siden kaldte det. Godt nok har jeg skiftet arbejde tre-fire gange undervejs, men hver gang til en ny arbejdsplads, så jeg kunne blive boende. Hanstholm har jeg ikke meget kontakt til længere, da begge mine forældre er døde og mine søskende ligesom jeg er flyttet derfra.
Stafetten må meget gerne gå videre, men jeg vil undlade at tagge andre. Grib udfordringen, hvis du har lyst, og fortæl otte ting om dig selv!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar