Det ene støtteprojekt er en samling blæksprutter til de for tidligt fødte på Sønderborg Sygehus. Jeg har ingen tilknytning dertil, men spurgte Spruttegruppen, hvor der var brug for nogen blæksprutter, da jeg havde hæklet et par håndfulde. Jeg sendte en tilsvarende mængde afsted til Skejby Sygehus for nogle måneder siden, men dengang glemte jeg at fotografere dem inden afrejsen.
I stedet blev alle firkanterne sorteret og syet sammen. De blå blev til en stor firkant, sat sammen af forskellige størrelser. Og udenom kom der en kant af mangefarvede firkanter, dog uden blå nuancer.
Tæppet er tiltænkt projektet Varme 15x15, som støtter hjemløse med tæpper, huer, halstørklæder og sokker i den kommende vinter. I gemmerne har jeg også flere firkanter, men der skal hækles en del ekstra, før jeg har nok til et helt tæppe mere til de hjemløse. Det når jeg nok også - tæpperne og de øvrige projekter skal først uddeles, når næste vintersæson trænger sig på.