
For nogle måneder siden strikkede jeg en
Olive efter Helga Isager-opskrift. Den kom til at ligge i skabet et stykke tid, for jeg var ikke sikker på, om jeg syntes om den. Men så fandt jeg den frem, og jeg blev så vild med den, at det nu er blevet til endnu én. Mens den første var i grå (en meget brugt farve i mit klædeskab sammen med sort), er nummer to i en mørk meleret blålilla - Supersoft købt på "ophørsudsalg" hos
Marianne Svit i en farve, som består af en blålilla og en bordeaux tråd.

Et vintersjal er det også blevet til - i koksgråt Supersoft, men med flerfarvet Kunstgarn fra
Hjertegarn (farve 08) som supplement. Jeg startede foroven med 5 masker, tog ud i siderne og i midten og strikkede en retrille i grå og to pinde glat i flerfarvet, til de 100 gram Kunstgarn slap op. Afslutningen er en kant med retriller i Supersoft.
Jeg er begyndt på endnu et sjal i samme garn-kombination - men bordeaux Supersoft og Kunstgarn i lidt stærkere farver (farve 05). Det bliver strikket fra den ene ende, så der bliver lodrette retriller i bordeaux og glatriller i flerfarvet. Det er endnu ikke tænkt færdigt, men får sikkert en kant i Supersoft strikket på.

Lige nu er jeg også i gang med en
Geilsk model -
Rundstykke, som startes midt på for- og bagstykket. Jeg mangler godt et ærme, men håber, at "bulerne" på for- og bagstykket forsvinder ved vask og blokning. Ellers bliver trøjen udsat for et varmt strygejern!
3 kommentarer:
mums! sikke smukke farver du strikker i. jeg vil nu gerne se billeder med noget af det på, er det muligt?
kh.fra Island
Frida
Så var det godt du fik den ud af skabet ;)
Flotte ting på strikker.
Yt
Jeg er totalt forelsket i dit stribede sjal, det er bare så flot og sikke farver. Et sjal der vil være så flot her i vinter.
Send en kommentar