20.11.12

Gevinst i kæmpekasser

For nylig opdagede jeg en konkurrence på Facebook, hvor man kunne vinde en Eva Solo-tepotte ved at strikke en "frakke" til tepotten og uploade et billede.
Jeg fandt noget passende garn, strikkede og fotograferede, og få dage senere fik jeg en mail med besked om, at jeg havde vundet (der var vist ikke mange andre deltagere i konkurrencen).
I dag kom postbudet så med præmien - eller rettere: med to store papkasser, næsten af størrelse som flyttekasser. De vejede ikke meget, og da de blev pakket ud, afslørede de en masse sammenkrøllet brunt papir omkring en æske med en tepotte i den ene kasse og to krus samt et tefilter i den anden!
Kanden er lækker - og med striktrøje med norsk inspiration. Både den og krusene skal nok komme i brug :-)

Ingen kommentarer: