29.7.07

Agnethe og de andre

Der sker lidt på strikkefronten i "sommervejret". Nu skal der gøres ting færdige, og det skrider fremad - eller nedad i strikkekurvene, selv om der er et godt stykke endnu, før jeg når bunden ;-)
Weekendens resultater er bl.a. en færdig Agnethe, som lige nu tørrer efter sit første "bad".
Det er også blevet til et par færdige sokker af resten af garnet fra NHV-gaven. De fik lidt korte skafter, men sådan må det blive, når der strikkes fra tåen og lukkes af, når garnet slipper op.

Jeg er også færdig med clue 4 på Mystery Stole 3 (der er blevet forlænget med en ekstra mønsterdel, som ses mellem de to "livliner").
Mysteriestrikningen er så sjov, at jeg har tilmeldt mig og har strikket prøve til den tyske efterfølger Secret of Chrysopolis. Prøven er lavet i entrådet uld fra Uruguay, men jeg venter på første clue i september, før jeg afgør, om det er dette garn, der skal bruges. Det stammer fra "lageret" og er i en køn, grøn farve, som ikke ses så godt på billedet.

24.7.07

Afslutningssommer

Mængden af halvfærdige strikketøjer skal bringes ned - så jeg kan starte på noget nyt ;-)
Her er en "midtvejsstatus" - der ligger stadig ret meget i strikkekurvene... og billeder bliver der ikke nogen af i aften :-)
Status lige nu. er, at "Agnethe" er strikket færdig - mangler bare at få syet ærmer i og ender hæftet samt at blive vasket og bragt i sin endelige form.
Jeg har også gang i ærmer til en grøn bomuldssag i bølgestrik mm. (Den har jeg vist ikke røbet nogen detaljer om på bloggen indtil nu).
Og så har jeg begyndt et par sokker mere i det rød-grøn-orange garn fra sidste post. Jeg lod mig inspirere af RPM fra Knitty, men strikker fra tåen og op for at være sikker på, at garnet rækker til to sokker. Nr. 1 er startet og nået forbi hælen, så nu skal jeg vist snart i gang med nr. 2.
Nåh ja - Mystery Stole 3... på den har jeg strikket clue 4 færdigt (inkl. en ca. 20 cm forlængelse), så nu venter jeg utålmodigt på, at næste clue bliver afsløret... men det sker først om halvanden uge!

16.7.07

Sommerstrik

Nogen holder sommerpause med strikning - det gør jeg ikke...
Lige nu har jeg faktisk mange strikketøjer i gang, men de skal nok blive færdige :-)
Mystery Stole 3 er nået til tredje clue, og det blev strikket i weekenden.

Det farveglade strømpegarn, jeg fik fra Gitte i sidste runde af NHV5, er foreløbigt blevet til et par sokker, der kun mangler at få enderne hæftet (det sker i aften!)
Hvis jeg starter fra tåen, tror jeg, der kan blive endnu et par sokker ud af resten af garnet.

Jeg opdagede Hanami-tørklædet på nettet, købte mønster online og er nu i gang. Det bliver i en støvet grøn farve i entrådet Kauni, som får mønstret til at træde flot frem. Fletmønstret mangler et par rapporter endnu, inden jeg skal i gang med anden halvdel, der er et stadigt tættere hulmønster.

Og så kunne jeg ikke lade det lækre garn fra Dansk Mohair ligge. Det er nu ved at blive forvandlet til en mønsterstrikket "Agnethe", som Birthe P. hjalp mig med opskriften til - i butikken, hvor jeg så modellen og købte garnet, havde de kun forsiden af opskriften. Så jeg talte på den færdige model og fotograferede den med forventningen, at jeg selv skulle i gang med at lave en opskrift.

Nåh ja, der er også lidt andre strikketøjer i gang, men disse er dem, jeg strikker på i øjeblikket.

12.7.07

Tagged

Både Jette og Gitte har tagged mig, så jeg må hellere prøve at fortælle lidt om mig selv:

1. Jeg tilbragte min første jul i en kommodeskuffe - og var så lille, at jeg nok i dag ville være blevet holdt under opsyn på en fødeafdeling. Jeg skulle have været født i februar, men to aftener før jul var min mor ude at gå i en snestorm og snublede, og så gad jeg ikke mere! Jeg blev født hjemme, hvor der hverken var anskaffet seng, barnevogn eller andet passende til en nyfødt at overnatte i. Derfor blev skuffen fra en stor kommode indrettet som min første barneseng, indtil butikkerne åbnede igen.

2. Jeg er vild med sprog og kaster mig gerne ud i at lære noget nyt.Engelsk, tysk og fransk har jeg styr på, men forstår også norsk og svensk og har forsøgt mig med finsk - det er bare utroligt svært at finde undervisning og nogle steder, hvor man kan træne det i Sydjylland! Det næste på ønskelisten er spansk - jeg startede for et års tid siden, men måtte droppe ud pga. for lidt tid.

3. Jeg var i gang med håndarbejde, før jeg kom i skole. Min farmor lærte mig at strikke, hækle, brodere... og hun var lige så optaget af at lære nye teknikker, som jeg stadig er. Til gengæld er "rutinearbejde" som retstrikning, ensfarvet glatstrikning osv. virkelig kedeligt!

4. Jeg kan godt lide at bage, sylte, lave bolsjer og den slags - men er ikke så vild med at lave mad i det daglige. Ligesom med håndarbejde handler det nok om, at jeg ikke er vild med rutinearbejdet... men jeg bestemmer også selv, hvor meget jeg vil gøre ud af maden, for jeg bor alene.

5. Jeg har altid vidst, at jeg ville være bibliotekar, når jeg blev gammel nok. Jeg startede med job efter skoletid på det lokale bibliotek og begyndte på uddannelsen som 18-årig. Men da jeg efter fire års studier fik prøvet faget "ude i virkeligheden", opdagede jeg, at det alligevel ikke var mig at tilbringe livet på en kvindearbejdsplads i det offentlige. Så jeg kastede mig ud i en ny uddannelse og er utroligt glad for, at jeg er endt som journalist. Det er et job, der passer til mig, selv om jeg som privatperson af mange bliver kaldt meget "privat".
Iøvrigt tror jeg, at mine to søskende ligner mig en del - begge har to uddannelser ligesom jeg.

6. Jeg er vild med at opleve andre lande og kulturer, men det kniber med tiden til de to-tre ugers rejser, som jeg har været på nogle stykker af - fire gange i Namibia, en gang i det nordlige Indien og Himalaya - hver gang sammen med folk, der er spejdere og klar til at møde spejderkammerater andre steder i verden og finde ud af, at vi grundlæggende har samme indstilling til tilværelsen, selv om vores udgangspunkt er meget forskelligt.

7. Jeg bor i et lille byhus fra ca. 1680, hvor de skæve mure, håndhuggede loftsbjælker og toppede brosten i den store, lukkede og hyggelige gård fortæller historier fra for mere end 300 år siden. Men indvendigt er huset totalt restaureret for 10-12 år siden, så der er hverken problemer med fugt, fodkulde eller andre af de skavanker, der følger med gamle huse :-)

8. Jeg er født i Hanstholms barske og vindblæste nordvestjyske natur, men er gradvist flyttet ned gennem Jylland, hvor jeg har boet mange steder på grund af uddannelse eller arbejde. Det føltes underligt, første gang jeg opdagede, at jeg havde boet på det samme sted i flere år - nu har jeg snart ti års "jubilæum" i "det skæve hus med de grønne vinduer", som en af mine nevøer for nogle år siden kaldte det. Godt nok har jeg skiftet arbejde tre-fire gange undervejs, men hver gang til en ny arbejdsplads, så jeg kunne blive boende. Hanstholm har jeg ikke meget kontakt til længere, da begge mine forældre er døde og mine søskende ligesom jeg er flyttet derfra.

Stafetten må meget gerne gå videre, men jeg vil undlade at tagge andre. Grib udfordringen, hvis du har lyst, og fortæl otte ting om dig selv!

1.7.07

På tynde pinde!

Fredag gik starten for Mystery Stole 3, og nu har jeg også fået mit resultat af den første uges clue fotograferet. Den slags strik, hvor man hele tiden må lidt videre for at se, hvordan mønstret udarter sig, kan jeg godt blive bidt af!
Jeg er også godt tilfreds med den mørkegrå - næsten sorte - farve, jeg har valgt. Mønstret tegner sig pænt, og det meget tynde kamgarn fra www.garn.dk giver et let og elegant udtryk, som jeg godt kan lide. Så er det bare spændende, hvordan den endelige facon bliver - lige nu ligner det et trekant-sjal, men anvisningerne siger en aflang stola...
400 gram af den mørkegrå farve (5 km...) var nu lidt meget. Derfor har jeg byttet halvdelen med en natur-hvid med Jette, og det skulle selvfølgelig også afprøves!
Designeren bag Mystery Stole 3 sælger andre mønstre, og jeg er faldet for Hanami Stole, hvor opskriften er fristende let at købe via nettet. Der blev investeret lørdag eftermiddag, og første mønsterrapport blev strikket i garnet fra Jette (forrest).
Jeg har dog en lille fornemmelse af, at det bliver for fint og smalt - så jeg har slået op til endnu en udgave i et lidt tykkere, men stadig fint, garn, jeg havde på lager. Den udgave bliver strikket færdig først, men den anden får lov at ligge - måske bliver der strikket videre på det på et senere tidspunkt...

30.6.07

I gang med mysteriet

Det er lidt dumt at starte på et nyt, avanceret strikketøj klokken 01.15 om natten. Men det gjorde jeg altså natten til lørdag. Jeg kom hjem, loggede på min pc, downloadede det første clue til Mystery Stole 3 og begyndte at strikke!
Wow, det bliver spændende, det her - men jeg tror nu, at jeg vil reservere det ultratynde koksgrå garn og diagrammerne til mønstret til brug i dagtimerne fremover. Jeg kom gennem de første 49 mønsterrækker inden sengetid, men det er altså lettere i dagslys.
Når jeg har strikket første clue færdigt (og når det er blevet lidt lysere i vejret), forsøger jeg mig med et foto.

Lige nu skal jeg iøvrigt på posthuset for at hente mere af det tynde Mystery Stole-garn. Jeg har byttet halvdelen af det indkøbte med en webstrikker, som havde samme garn i en anden farve. 400 gram af samme farve garn med en løbelængde på 1250 m pr. 100 gram er "lidt" for meget at have på lager!

Hvor lille er sandsynligheden egentlig?

Advarsel: Det her handler ikke om strik, men om en lille oplevelse, jeg havde i går, som har fået mig til at mindes sandsynligheds-regningen, jeg lærte noget om engang for meget længe siden ;-)

Jeg kom ned på banegården i Fredericia meget tidligt - kort før klokken 6 - fordi jeg havde en arbejdsmæssig aftale længere nordpå i Jylland.
Billetten blev købt, og i god tid gik jeg op på perronen, der var helt tom for mennesker. Men der stod en kuffert, som så ret forladt ud, og tanker om bombehunde, rulle-marie, afspærret banegård... røg gennem hovedet på mig.
Ingen syntes at have set kufferten, men jeg gik ud for at finde en DSB-ansat, der kunne tage sig af den... uden held, for der var ingen folk i nærheden.
Så tilbage på perronen og kigge lidt nærmere på kufferten. Der stod et for- og efternavn... hov, det har jeg da i forbindelse med mit arbejde mødt én, der hedder!
Efternavnet er lidt specielt, men hvorfor skulle hans kuffert stå her i Fredericia, tidligt om morgenen, når han vist bor i Sønderjylland? En opringning til telefonoplysningen - "vi har kun en af det navn...", og så ringer jeg til manden for at spørge, om han mangler en kuffert.
(Jeg er nok født som den hjælpsomme type, men jeg vil også nødigt have mit tog forsinket af, at der skal tilkaldes "fjerne-farlig-efterladt-kuffert-eksperter.")
Manden er ikke hjemme, men hans kone tager telefonen:
- Joh, han har glemt en kuffert og er selv på vej hjem i et tog mod Sønderjylland. De har prøvet at ringe til DSB, men telefonerne bliver først åbnet klokken 7...
Jeg tilbyder at prøve at finde en, der kan gemme kufferten - men der er stadig ingen DSB-folk at se nogen steder. Så jeg vælger i stedet at låse kufferten inde i en bagageboks og ringe til konen igen for at fortælle, at nu har jeg den altså...

... og så er det, jeg kommer til at tænke på, hvor stor sandsynligheden egentlig er for, at:
  • man kommer ind på en banegård en tidlig morgen før de fleste andre (for mig sker det nok 15-18 gange om året),
  • finder en efterladt kuffert (det har jeg aldrig gjort tidligere),
  • ser at den er forsynet med navneskilt (det er mange kufferter, men langtfra alle),
  • genkender navnet (flertallet af danskere har vel stadig et -sen-navn),
  • opdager, at telefonoplysningen kun har én af det navn (de fleste danskere har vist navnebrødre og -søstre),
  • ringer op ved seks-tiden om morgenen og straks får fat i én,
  • og konstaterer, at kufferten faktisk tilhører manden, man har mødt et par gange, men aldrig oplevet som togbruger - eller har set i nærheden af Fredericia!

Nå, lige nu står hans kuffert i hvert fald hos mig, til vi finder ud af en "udleveringsforretning"!

24.6.07

Så mangler vi bare sommervejret...

Så er der en sommerbluse klar fra strikkepinde og vaskemaskine.
Jeg var lidt i tvivl om modellen, da den var strikket færdig, men efter en tur i vaskemaskine har garnet trukket sig sammen, så størrelsen passer fint.

Modellen har jeg nævnt før - Picovoli fra Grumperina - men jeg har tilsat lidt effekter i glatstrikken med små omvendte V'er af krydsede masker. Modellen er strikket oppefra og ned, hvad der gør det let at prøve størrelse og pasform under strikningen :-)

Fakta
Picovoli, strikket i nogle restnøgler af Løve Lima fra "lageret". Vægt 185 gram.

Ændringer: Det lille strukturmønster i stedet for glatstrik. Desuden har jeg hæklet krebsemasker omkring ærmegab og halsudskæring for at få dem til at sidde bedre.

21.6.07

Sok og strikkeprøve

Det lækre NHV 5-gavegarn fra Gitte i Sulsted fik ikke lov at ligge længe uprøvet. Jeg er startet på en Ampersand-sok - en meget velsiddende sokkemodel, som jeg tidligere har haft gang i. Og det flerfarvede garn forvandler sig til kønne smalle farvestriber i sokken. Dog blev startribben anderledes end resten, fordi jeg startede med 54 masker, som opskriften foreskriver, men senere tog ud til 60 masker for at gøre sokken vid nok.

Jeg har også forsøgt mig med hulmønster i strikkeprøven til Mystery Stole 3-udfordringen, der vist vil vare sommeren igennem. Det tynde kamgarn fra www.garn.dk bliver vist vellykket, når det strikkes på p. 3, som øverste halvdel af strikkeprøven viser. Den nederste del er strikket på p. 3½.

16.6.07

Sommerbluse og garngave

Der findes mange modeller, der strikkes oppefra og ned, og nu ville jeg også prøve det på en sommerbluse. Noget garn fra lageret skal forvandles til en sommerbluse, og det bliver med kraftig inspiration fra "Picovoli", der findes som gratis-opskrift i Magknits på nettet. Den største forskel er de små motiver af krydsede masker, jeg har valgt i stedet for ren glatstrik.
I dag kom der også lidt nyt til garnlageret. Det er to bundter strømpegarn, som er min sidste gave i Nordisk Hemmelig Ven 5. Det er Gitte Burmann fra Sulsted, der har syntes, jeg fortjener garnet til farveglade sokker ;-)


10.6.07

Nu skal sukkertrøjen forsøges i bomuld

Jeg havde en lækker "Sukkertrøje" efter Marianne Isagers opskrift - indtil alpacaen filtede til lille børnestørrelse ved vask...
Nu skal der strikkes en ny, og det er jeg begyndt på i Netto-bomuld i marineblå. Strikkefastheden passer, og garnet er ikke for tungt til retrillerne, der helst skal beholde faconen. Det må blive et af høj-prioritets-strikketøjerne i den kommende tid, for det vil være et passende sommer-overtøj!
Lageret er iøvrigt også blevet suppleret med dansk mohairgarn i koksgrå og hvid. Det skal blive til en mønsterstrikket vintertrøje, og nu har jeg fået fingre i opskriften...
Jeg faldt for modellen i en garnbutik i Aalborg, men da de ikke havde opskriften på lager, købte jeg garn og fik diverse fotos og fotokopier af trøjen med hjem, så jeg selv kunne gå i gang med udregninger. En efterlysning hos Webstrikkerne bragte mig på sporet af opskriften, der nu er købt hos Birthe P. i Garngalleriet i Ry. Så må vi se, hvor længe jeg kan holde fingrene fra at starte på den :-)

9.6.07

Så er nummer tre færdig

Endnu en japansk rib er kommet af pindene - nummer tre fra min hånd, men samtidig den, jeg oprindeligt købte garn og opskrift til.
Højlandsgarnet i krokus-farve virkede stikkende og ikke så tiltalende, da jeg begyndte at strikke på den for nogle måneder siden, så det fik lov at ligge. Men nu er det så blevet forvandlet til en trøje, der godt kunne blive en efterårs-favorit. Efter vask er garnet lækkert blødt, men det strakte sig også, så trøjen er en smule stor. Lige nu gør jeg dog ikke mere ved den.

Tidlig morgentur

Hvorfor sætte vækkeuret til kl. 5.30 på en lørdag? Jo, der var inviteret til fugletur på volden i Fredericia i morges, og en kollega havde gjort mig opmærksom på det. Hun kunne godt nok ikke deltage, men så kunne jeg jo...
Det var der omkring 50 andre, der også havde valgt, og en kompetent guide forklarede om fuglestemmerne, men også om fuglenes levevis og levesteder. Det var en herlig start på dagen, og ud over fuglesangen var der også mange andre naturoplevelser i den lune morgensol.
Det bliver ikke sidste gang, jeg kaster mig ud i en tur af dén slags - oven i købet få hundrede meter fra, hvor jeg bor...

18.5.07

Lige hvad jeg havde brug for!

Efter en dag med lutter dårlige nyheder på arbejdet og forventning om godt med besvær i de kommende måneder, så er det fantastisk at komme på posthuset og hente en Nordisk Hemmelig Ven-gave!
Britta har strikket og filtet en herlig strikketaske til mig, og den ankom fyldt med te, chokolade og lækkert bomuldsgarn. Tusind tak, fordi du reddede den sidste del af min dag!

14.5.07

Så kan det godt blive sommer!

For snart længe siden hittede jeg 7-8 nøgler af Ulricks Silkelin i en rodekasse i en lokal genbrugsbutik til vistnok 20 kr. ialt. Garnet blev reserveret til en sommertop (jeg var ikke sikker på, at der var nok til noget med ærmer), og nu er toppen klar i rib-udgave efter egen opskrift (det er ikke så vanskeligt, når man bare skal slå et passende antal masker op og strikke lige op, til det er på tide at dele arbejdet - først til ærmegab og derefter til hals foran og bagpå.)
Det er et "tungt" og meget elastisk garn, men jeg tror, at toppen bliver en sommer-favorit. Garnforbruget endte på ca. 250 gram, dvs. jeg har 1½ nøgle tilbage på lageret.

I zig og zag

Det blev til en del stribe-strikkeprøver i går, før jeg nåede frem til, hvordan de fire farver til zigzag-trøjen kunne kombineres. De første mange forsøg så "restegarnsagtige" ud, og så endte jeg på en version, som nogen måske vil kalde kedelig... men jeg synes, den passer godt til de dæmpede nuancer.
Nu skal forstykke og ryg strikkes færdige, og så vil det vise sig, hvordan stribemønstret i ærmerne kommer til at se ud. Jeg har en ide om, at striberne skal være smallere - men måske viser strikkeprøverne noget andet :-)

Fakta om garnet:
Blå Lucca - merino fra BC Garn, 3 brune/beige nuancer i mohair fra Dansk Naturfiber.

12.5.07

Man kan da altid farve noget...

Jeg har en del strømpegarn på lager, men vil gerne have et tørklæde i bølgemønster, og så er 100 gram ikke nok.
Nå, det er også kønt med to farver i striber - men hvad så, når der ikke er en passende stribefarve i garnkurven? Frem med to nøgler gråt tilbudsgarn og det blå farvepulver, vinde garnet op i fed og så i farvebaljen...
Når den grå basisfarve dækkes med blå, kommer der en passende mørkeblå - ikke helt ensfarvet, men det var heller ikke meningen - ud af det. Så nu er det bare om at strikke bølger, til garnet er brugt :-)

9.5.07

Så er der cirkler!

Jeg vidste det jo godt - der var ikke særligt meget strikkeri tilbage i Cirkler...
Nu er sidste maske strikket, ærmerne syet i, enderne hæftet - og trøjen er klar til at sende nordpå i Jylland til modtageren!
Det må postvæsenet klare - jeg skal i gang med nye strikketøjer (måske også nogle af dem, der vist ikke mangler særligt meget i at blive gjort færdige).

Lige nu overvejer jeg også, hvordan jeg kan strikke en zigzag-model i fire af de farver merino/mohair, der er tilbage fra Cirkler. Skal jeg strikke brede striber eller smalle? Skal der være retriller ved farveskift? Skal der være snoninger ved ind- og udtagningerne?
Hører den slags spørgsmål mon til blandt de store spørgsmål i tilværelsen, eller er det noget, man selv må rode med ;-)
Fakta om Cirkler:
Model fra Marianne Isagers bog Inka (strikket i den tykke udgave), men strikket ½ mønsterbort længere - der er lavet en hel række cirkler forneden.
Strikket i Lucca merino fra BC Garn + tre brun/beige nuancer garn fra Dansk Mohair, som trøjens modtager, min svigerinde, egentlig havde købt til et andet projekt. Det er også hende, jeg har tiltænkt en zigzag-model.

7.5.07

Nu går det fremad!

Hvorfor mon Cirkler har ligget halvglemt hen så længe? Jeg greb pindene søndag, strikkede skuldrene sammen, strikkede den halvdel, jeg manglede på første ærme og slog op til ærme nummer to.
Nu har jeg lige givet det en skalle, mens jeg fulgte en solo-jordomsejling på DR 1, og der mangler kun tre en halv mønsterrapport på ærme 2. Dvs. der er ret stor sandsynlighed for, at hele projektet kan blive færdigt en aften i denne uge :-)
Det må vel så betyde, at jeg kan gå i gang med endnu et projekt? Der er meget mere af det mohairgarn (Lucca mv.), som cirklerne strikkes i, så jeg vil tro, at tre beige/brune nuancer + støvet blå kan blive til en zigzagtrøje. Den blå ved jeg, at der kan købes mere af, mens de tre andre farver nok skal rationeres...

5.5.07

Udenfor sæsonen

Det er ret så længe siden, jeg sidst har gjort status her på bloggen.
Der er nu heller ikke så meget strikkemæssigt at fortælle om, for jeg har været meget rundt i landet (og en enkelt tur i Litauen) arbejdsmæssigt. Strikketøjet har været med, men det er ikke blevet til nogen færdige resultater...

Nu har jeg så besluttet mig for, at jeg vil have i hvert fald én ting gjort færdig i bededagsferien. Der blev slået op i sidste weekend, og selv om det er lidt udenfor sæsonen, er jeg i gang med et Clapotis-tørklæde i blåturkise farver.
Garnet er Leone fra Four Seasons (80 procent uld og 20 procent acryl, dvs. en slidstærk strømpekvalitet), og med to nøgler - ialt 100 gram - regner jeg med at få ca. 2 meter tørklæde, når maskerne er løbet og enderne hæftet. Det sker forhåbentlig engang i morgen :-)
Opdatering kl. 17.40: Garnet er brugt, enderne er hæftet og tørklædet på vej i vaskemaskinen... :-)